
Drew Barrymore afslører: Har haft hemmelig elsker i over tre år

Som ung var hun ”never been kissed”.
Og det er da også på imponerende vis lykkedes Drew Barrymore at skjule for offentligheden, at hun de seneste tre år har haft en hemmelig elsker.
I en episode af hendes populære formiddagstalkshow ”The Drew Barrymore Show” fortalte hun, at hun har set en særlig person on/off over de seneste år.
Mødte ham på Raya
Hun fortæller ligeledes, at hun endda besluttede sig for at tage et stort skridt med ham for ganske nylig.
Barrymore inviterede ham simpelthen til et bryllup.
– Jeg inviterede ham til en vielse næste weekend, og han sagde: ”Wow, efter tre og et halvt år inviterer du mig simpelthen til et bryllup,” fortæller hun om hans humoristiske svar.

Mandagens gæst i Drews studie var den gode skuespilkollega Gwyneth Paltrow, og hun – og resten af seerne samt publikum – fik også at vide af den ellers så hemmelighedsfulde Barrymore, at hun har mødt sin udkårne på den eksklusive dating-app Raya.

Inspireret af billeder af Taylor og Travis
Hvorfor så fortælle alt dette nu, tænker du måske. Hvad får en så feteret stjerne til at kaste privatlivet delvist over bord efter årevis med radiostilhed omkring sit kærlighedsliv?
Jo, inspirationen kommer såmænd fra selveste Taylor Swift og hendes nye flamme, NFL-stjernen Travis Kelce, som altså – frivilligt eller ej – ikke kan spise en middag, uden der er gule bjælker alle vegne.
– Jeg må bare sige, jeg har personligt været single de seneste syv år, og da jeg så hende i den boks på første date, hvor hun mødte familien, så havde jeg et kæmpe aha-øjeblik, fortæller hun.
– Der var bare noget virkelig normalt over det. Altså Taylor Swift er jo alt andet end normal. Men jeg er kvinde, og jeg ser en mand. Jeg har ikke lyst til at overtænke det, eller være hemmelighedsfuld eller underlig omkring det længere, fortsætter hun.
Det er selvfølgelig billederne af Taylor Swift og hendes nye "svigermor", der florerede i slutningen af september, som Drew her refererer til.

Efter datingrygter: Taylor Swift hænger ud med "svigermor"
![Taylor Swift and Travis Kelce attend the SNL afterparty in New York. 15 Oct 2023 Pictured: Taylor Swift, Travis Kelce. Photo credit: MEGA TheMegaAgency.com +1 888 505 6342 (Mega Agency TagID: MEGA1046369_008.jpg) [Photo via Mega Agency]](https://imgix.seoghoer.dk/2023-10-22/mega1046369_008.jpg?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Offentligheden har hidtil ikke vist andet om Drew Barrymores kærlighedsliv, end at hun siden 2016 har været single rent officielt. Dengang blev hun skilt fra kunstkonsulenten Will Kopelman efter tre års ægteskab.
Sammen har de Olive på 11 og Frankie på ni år.
I 2020 fortalte Drew Barrymore, at hun var helt sikker på, at hun ”aldrig, aldrig, aldrig” igen ville gå ned ad kirkegulvet for at blive gift med en mand. Men hun afslørede, at hun var åben overfor at skulle til at date igen.
Det viser sig i øvrigt, at Drew kæmper med de samme problemer som rigtig mange andre, der har stiftet bekendtskab med datingmarkedet.
– Jeg har været på en del dates. Rigtig mange af dem ghostede mig, fortalte hun.