Sport19. oktober 2023

Ingebrigtsen-brødrene med uhyggelig påstand: Far brugte vold

Ingebrigtsen-brødrene hævder, at deres far brugte vold og trusler i sin opdragelse af sønnerne. Han afviser
Her ses Jakob Ingebrigtsen under brylluppet med sin hustru tilbage i september. Nu hævder Jakob og hans brødre, at deres far brugte vold.
Her ses Jakob Ingebrigtsen under brylluppet med sin hustru tilbage i september. Nu hævder Jakob og hans brødre, at deres far brugte vold.
 Foto: Ritzau Scanpix/ Annika Byrde / NTB / AFP

De norske løbestjerner Henrik, Jakob og Filip Ingebrigtsen beskylder nu deres far og tidligere træner, Gjert Ingebrigtsen, for at have brugt fysisk vold og trusler over for dem.

Det sker i en udtalelse til mediet VG.

- Vi er vokset op med en far, som har været svært aggressiv og kontrollerende, og som har brugt fysisk vold og trusler som en del af sin opdragelse. Vi kender stadig til ubehag og frygt, som sidder i os fra barndommen, skriver brødrene blandt andet i udtalelsen.

Gennem sin advokat kalder Gjert Ingebrigtsen beskyldningerne for "grundløse".

- Jeg har aldrig udøvet vold mod mine børn, lyder det blandt andet i svaret ifølge nyhedsbureauet NTB.

Han erkender dog, at han har lavet fejl, og at han ikke skulle have trænet sine succesfulde sønner. Det samarbejde afsluttede sønnerne for snart to år siden.

- At jeg har haft svagheder som far, og at jeg i for stor grad har været træner, er en erkendelse, som også jeg er kommet frem til, omend alt for sent.

- Jeg er langt fra perfekt som far og ægtemand, men jeg er ikke voldelig, siger Gjert Ingebrigtsen.

Ingebrigtsen-familien har i høj grad været i mediernes søgelys i de senere år, blandt andet med en tv-serie på NRK. Sønnerne havde håbet at holde årsagen til bruddet med faren som træner for sig selv.

- Det er ikke muligt, indser vi nu. Denne sag er blevet så betændt og har fået så store konsekvenser, at vi føler et ansvar for at rydde op. Det kan vi kun gøre ved at fortælle vores historie, lyder det fra Jakob, Henrik og Filip.

Både sønnerne og faren begræder, at det er endt med offentlige beskyldninger, som rammer personer, der står dem nært og ikke har bedt om at blive en del af konflikten.

- Det gør mig dybt ulykkelig. Hvordan vi skal komme videre fra det, ved jeg ikke, men vi må prøve, siger Gjert Ingebrigtsen.

Samtlige sønner har på et tidspunkt i deres respektive karrierer været europamestre i 1500 meter løb.

Den yngste, 23-årige Jakob Ingebrigtsen, er olympisk mester på distancen og desuden også dobbelt verdensmester på 5000 meter.

Ved dette års VM i Ungarn måtte Jakob Ingebrigtsen nøjes med sølv på 1500 meter, mens konkurrenten Narve Gilje Nordås - der trænes af Gjert Ingebrigtsen - tog bronze.

Sponsoreret indhold