Pernille Petersson er død efter længere tids sygdom

Danmark har mistet en stor stemme.
Pernille Petersson sov nemlig ind tirsdag morgen i en alder af blot 50 år.
Det bekræfter familien overfor Helsingør Dagblad.
Sangerinden og musicalstjernen fik siden sommeren 2022 kemoterapi, efter hun blev ramt af en aggressiv brystkræft.
Over sommeren havde hun været i Tyskland for at gennemgå en speciel behandling, efter hendes veninder havde lavet en indsamling, så hun kunne komme afsted.
– Hun kom hjem fra Tyskland i sommer, og derefter gik det meget godt, men så kom kræften tilbage – og så gik det stærkt. Sådan er livet engang imellem, men det er meget uretfærdigt, fortæller Pernilles far Christer Petersson, til det lokale medie.

Pernille Petterson begyndte sin professionelle karriere tilbage i starten af 90'erne med hovedrollen i Atlantis på Bellevue og Østre gasværk, og i 1991 kom hun på femtepladsen i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret "Casino".
Senere kunne hun også opleves i blandt andet tv-serien "Taxa" og i julekalenderen "Krummernes Jul".
På Pernille Peterssons Instagram kan man se, at hun sang til det sidste, og med på sidelinjen har blandt andre Maria Montell, Maria Lucia og skuespiller Johanne Millard fulgt med i musicalstjernens liv, hvor hun delte de store højdepunkter i sin musikalske karriere.
Pernille Petersson efterlader sig to døtre.