
Anders og Torben er tilbage: Premiere på TV 2 lige om hjørnet

Så er der glædeligt nyt fra de to kendte ansigter på dansk tv, der ligner mest hinanden.
Tirsdag den 31. oktober kan man nemlig klokken 20.50 blænde op for premieren på et nyt program om tvillingerne.
Det afsløres af sendeplanen for de kommende uger hos TV 2, som BILLED-BLADET har bladret flittigt i.
Titlen ”Tvillingerne og den store overraskelse” indikerer, at Anders og Torben får sig lidt af en overraskelse i forbindelse med ”Danmarks største vanvidsfest” – nemlig Reality Awards, som de to deltog i tilbage i januar.

De enæggede tvillinger Anders og Torben har været en fast ingrediens på TV 2 siden 2019, hvor seerne for første gang blev lukket ind hos de spøjse brødre, der boede sammen, gik i ens tøj og tit og ofte fuldførte hinandens sætninger.
Vil sejle til Thailand
I det kommende program får brødrene den friske idé at tage på bådmesse, fordi de drømmer om at erhverve sig sådan et transportmiddel, som de kan sejle til Thailand i.
Og resten af programteksten lover da heller ikke ligefrem fart over feltet, men man er sikkert garanteret de vanlige sjove replikker og skøre situationer i tvillingernes tv-selskab.
– Hjemme i Holstebro finder de en gammel smalfilm frem og varmer op til filmaften. Tvillingerne er også inviteret til det, der kaldes ”Danmarks største vanvidsfest”, årets Reality Awards. Anders og Torben regner med, at de bare skal være gæster, men pludselig tager festen en drejning, og de får sig en stor overraskelse, lyder resten af programteksten.

Kom til verden efter tragedier
Programmets premieredato er ikke helt tilfældig. Det er nemlig Anders og Torbens fælles fødselsdag.
De to kom nemlig til verden med ti minutters mellemrum den 31. oktober 1970.
Men det var ikke uden flere forudgående tragedier for forældreparret Ole og Maja.
De havde længe drømt om at få børn, men det endte i tragedie hele tre gange for det jyske par. Det første barn blev kun få uger gammelt. Det samme var tilfældet for deres anet barn.
Og deres tredje barn havde en hjertefejl, der gjorde, at heller ikke dét barn nåede hjem fra hospitalet.

Se menuen: Her er Anders og Torbens restaurant
Herefter kom tvillingerne til verden på Rigshospitalet og her tog lægerne ingen chancer. Gravide Maja lå indlagt hele fire måneder, og efter fødslen kunne lægerne lykkeligvis berolige forældrene med, at både Anders og Torben var sunde og raske.