Sport10. oktober 2023

Chok i AaB: Profil må opgive karrieren

Skade tvinger Kristoffer Pallesen til at indstille karrieren i en alder af 33 år
Kristoffer Pallesen er nødt til at lægge støvlerne på hylden.
Kristoffer Pallesen er nødt til at lægge støvlerne på hylden.
 Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det er en trist nyhed, der tirsdag formiddag har ramt den nordjyske klub AaBs hjemmeside.

Kristoffer Pallesen pådrog sig i maj en alvorlig skade, der nu betyder, at højrebacken må indstille fodboldkarrieren.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler i en pressemeddelselse:

- Kristoffer har med en altid dedikeret indsats leveret en flot bidrag for AaB gennem de seneste seks år, og både på og uden for banen har han til enhver tid været en værdig repræsentant for vores klub.

- Naturligvis er det ulykkeligt, at fodboldkarrieren slutter på denne måde, og Kristoffer vil være stærkt savnet i truppen, hvor han med sin professionelle optræden altid har sat holdet over sig selv, påpeger Ole Jan Kappmeier.

Ikke færdig i AaB

Men Kristoffer Pallesen er ikke færdig med klubben, han har kaldt sit hjem siden 2017, hvor han kom til fra Viborg FF. Jurauddannede Pallesen tiltræder i stedet som juridisk rådgiver i AaB’s administration med primær tilknytning til den sportslige afdeling, skriver AaB.

- Samtidig glæder vi os over, at Kristoffer har takket ja til at bringe sine kompetencer i spil på anden vis i AaB, og vi ser meget frem til det nye samarbejde, siger Ole Jan Kappmeier.

Ærgerlig og lettet

Det er en overrevet akkillessene der er skyld i karrierestoppet, og hovedpersonen selv er er både ærgerlig og lettet over beslutningen, fortæller han:

- Det har været en meget svær beslutning, som har krævet enormt mange overvejelser. Det der særligt har gjort beslutningen svær er, at så utroligt mange mennesker har støttet mig og investeret tid i at få mig tilbage til banen. I den henseende vil jeg gerne sige tusind tak til min familie, klubben, AaB’s sundhedsstab, spillere, trænere og ikke mindst vores fans for den fantastiske opbakning.

- Jeg er vidende om, at en tilbagevenden vil være forbundet med risici, og derfor er jeg kommet til den konklusion, at fornuften må sejre, og det derfor er nødvendigt at stoppe min fodboldkarriere. Jeg er glad og stolt over at have repræsenteret AaB og trøster mig med, at jeg stopper som AaB-spiller, og at jeg fortsat kommer til at have min daglige gang på anlægget på Hornevej, lyder det fra Kristoffer Pallesen.

Kristoffer Pallesen vil i forbindelse med den kommende hjemmekamp 22. oktober mod B.93 blive hyldet på Aalborg Portland Park.

Sponsoreret indhold