Krimi2. oktober 2023

Michael blev dræbt og gravet ned: 33-årig fundet skyldig i drabet

Michael var forsvundet sporløst, før han 10 dage senere blev fundet dræbt
Michael blev fundet dræbt og gravet ned i en kolonihave 
Michael blev fundet dræbt og gravet ned i en kolonihave
 Foto: Presse-fotos.dk

Et nævningeting har mandag i Retten i Kolding kendt 33-årige Jakob Nielsen skyldig i drab på 41-årige Michael Bodilsen og idømt ham 12 år og ni måneders fængsel.

Bodilsen blev dræbt i Kolding sidste år. Efterfølgende blev liget gravet ned i en haveforening i Vonsild.

Jakob Nielsen var sammen med en 41-årig mand tiltalt for drabet på Bodilsen, men den 41-årige er mandag blevet frikendt for drabet. De er dog begge blevet fundet skyldig i usømmelig omgang med lig, hvilket den 41-årige også havde erkendt.

Michael Bodilsen menes at være blevet dræbt om aftenen 2. maj sidste år. Det skete i en lejlighed på Hollændervej i Kolding. De to tiltalte boede i samme opgang.

Ud over drabet er Jakob Nielsen kendt skyldig i vold mod Bodilsen i forbindelse med en episode, der fandt sted omkring middagstid 1. maj.

Jakob Nielsen og den 41-årige gravede om morgenen 4. maj 2022 Michael Bodilsens lig ned i Springbjerg Haveforening. Liget blev først fundet 26. maj.

I retten forklarede den 41-årige, at det var Nielsen, der dræbte Michael Bodilsen, og at det var sket, uden at den 41-årige var til stede. Jakob Nielsen ville ikke afgive forklaring i retten, hvor i alt 17 vidner undervejs blev hørt.

Den 41-årige, der blev erklæret utilregnelig på grund af sindssygdom, er blevet dømt til psykiatrisk behandling med en længste tid på fem år.

Jakob Nielsen havde i forvejen en reststraf på ni måneder efter en tidligere prøveløsladelse. Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af sagen.

Den 41-årige modtog sin dom.

Sponsoreret indhold