Nyheder15. september 2023

Trafikkaos i vente: Flere veje lukkes til Copenhagen Half Marathon

Man skal være forberedt på trafikale ændringer, når Copenhagen Half Marathon løber af stablen søndag 17. september
Ruten til CPH Half er spærret for trafik i tidsrummet 08.00-16.00 den 17. september. 
Ruten til CPH Half er spærret for trafik i tidsrummet 08.00-16.00 den 17. september.
 Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man skal på tur i de københavnske gader i weekenden.

Søndag vil 27.000 løbere nemlig snørre kondiskoene og deltage i Copenhagen Half Marathon, og det vil sætte sit præg på byens trafik og parkeringsforhold.

Det fremgår af Copenhagen Half Marathons hjemmeside.

Helt konkret vil de trafikale ændringer påvirke dele af Vesterbro, Nørrebro, Østerbro, Indre København samt Frederiksberg, hvor løbet i år har sin start og afslutning.

Flere gader på Frederiksberg vil derfor allerede være afspærret fra lørdag klokken 14.00, hvor der gøres klar til løbet, der skydes i gang søndag klokken 11.15. Fra søndag klokken 08.00 vil rutens resterne gader afspærres frem til klokken 16.00.

Disse gader lukkes lørdag 

  • Gammel Kongevej ml. Edisonsvej og Allegade.
  • Frederiksberg Allé ml. Allegade og Frydendalsvej.
  • Allegade

- Genåbning af gaderne for trafik sker løbende, efterhånden som løberne passerer forbi. På ruten vil alle gaderne være åben for trafik senest kl. 16.00, mens start-/målområdet på Frederiksberg dog først genåbner helt kl. 20, lyder det på Copenhagen Half Marathons hjemmeside.

Udover lukkede veje skal bilister desuden være ekstra opmærksomme, da der vil være forbud mod standsning og parkering flere steder omkring løberuten.

- Strækninger med parkeringsforbud vil være synlig på rutekortet inden løbsdagen, men skiltning i gaderne vil altid være gældende! Ulovligt parkerede biler risikerer at blive fjernet for ejers regning, så hold godt øje med skiltningen, lyder det.

Forbud mod standsning og parkering

  • Gammel Kongevej ml. Edisonsvej og Allegade, Ratsacksvej og Frederiksberg Allé ml. Allegade og Frydendalsvej: Lørdag kl. 8.00 til søndag kl. 20.00.
  • Falkoner Allé ml. Nyelandsvej og Smallegade, Smallegade ml. Falkoner Allé og Virginiavej samt Howitzvej og Hospitalsvej: Lørdag kl. 22.00 til søndag kl. 20.00.
  • Bemærk dog, at forbud på CBS Parkering på Solbjerg Plads træder i kraft fredag den 15. september kl. 16.00 til søndag kl. 24.00.

Sponsoreret indhold