Madanmelder efter historier om syge arbejdsforhold: Hvis jeg var ligeglad, ville jeg være medansvarlig

Når du går på restaurant, har du måske læst en madanmeldelse først.
Her kan du få at vide, hvad du får for pengene. Hvordan maden er, stemningen, vinen, prisen.
Det eneste, der ikke fremgår, er, hvordan arbejdsforholdene for de ansatte er på restauranten.
Sådan har det været i årevis, men står det til Joakim Grundahl, der er madanmelder på Politiken og medlem af Foreningen af Danske Madanmeldere, så er det på tide, at der sker en ændring.
Det skriver Fagbladet 3F.
- Jeg har tidligere haft en meget stringent holdning til, at alt, hvad der foregik bag restauranten, ikke havde noget med min anmeldelse af maden at gøre. På samme måde som en filminstruktør godt kan være psykopat, men stadig lave en god film.
- Men jeg var ikke klar over, at det stod så slemt til og var så systematisk, som det fremstår nu, siger han om de forhold, der har været afdækket på en række Michelin-restauranter.
Reaktionen kommer, efter Fagbladet 3F og TV2 har afsløret, hvordan tjenere og kokke på landets bedste restauranter må leve med at arbejde gratis, blive tilsvinet og nedgjort og frygte for deres job, hvis de går til deres fagforening for at få hjælp.
Medansvar
Joakim Grundahl mener, at anmelderne har et ansvar for, at der ikke er blevet gjort nok for at ændre arbejdskulturen i restauranterne over de sidste mange år.
Derfor er Joakim Grundahl også blevet i tvivl om, hvordan han som anmelder skal gøre fremover.
- Hvis jeg går ind på en restaurant nu, hvor jeg ved, at de her ting sker, så bliver jeg medansvarlig, hvis jeg er ligeglad. Jeg vil ikke være ligeglad mere. Det kan jeg ikke, siger han til Fagbladet 3F
Han vil nu overveje, hvordan Politiken fremover skal anmelde restauranter.
- Jeg ved det faktisk ikke, for at være ærlig. Men jeg vil diskutere mere med min redaktør, når vi er ret sikre på, at et sted har et dårligt arbejdsmiljø, siger Joakim Grundahl.
Joakim Grundahl erklærer sig villig til at gå på kompromis med stjerneregnen for at sikre, at der kommer ordentlige arbejdsforhold på landets bedste restauranter.
- Så må man ændre konceptet, så vi ikke er så fokuserede på Michelin-stjerner. Er de så vigtige? Det kan godt være, at vi mister en stjerne, men så må vi blive gode til noget andet, siger Joakim Grundahl.