Krimi31. august 2023

Skrækkelig sag: 9-årigt barn levede sammen med døde hunde

En forfærdelig sag har ramt den lille by Evesham, hvor et 9-årigt barn blev fundet i "dødens hus". Hele grunden var fyldt med døde hunde
Medarbejdere fra en dyrevelfærdsorganisation gjorde mandag et forfærdeligt fund, da de stødte på et hus med adskillige døde og levende hunde - midt imellem levede et 9-årigt barn.
Medarbejdere fra en dyrevelfærdsorganisation gjorde mandag et forfærdeligt fund, da de stødte på et hus med adskillige døde og levende hunde - midt imellem levede et 9-årigt barn.
 Foto: Politi

- Der er hunde i bur. Levende hunde, døde hunde og døde dyr over det hele i huset, fortæller Walt Miller, politichef for byen Evesham, USA.

Den skrækkelige scene, der mest af alt minder om en gyserfortælling, udspandt sig mandag i den lille by i den amerikanske delstat New Jersey.

Her blev politiet tilkaldt efter en dyrevelfærdsorganisation havde været på besøg ved det forfærdelige hus, hvor en medarbejder fandt adskillige underernærede og syge hunde på grunden.

Derudover blev et 9-årigt barn fundet på adressen, som tilsyneladende boede midt imellem de mange levende og døde hunde.

Det skriver NY Post.

Ifølge politiet havde 32-årige Brandon Leconey og 35-årige Rebeccah Halbach i en længere periode modtaget penge fra en lokal dyrevelfærdsorganisation, fordi de skulle passe på de nødlidende hunde.

Men efterforskerne mener, at parret blot puttede pengene i egen lomme for derefter at lade de mange hunde dø af sult - de er derfor blevet anholdt og sigtet for at sætte et barns liv i fare og for dyremishandling.

Fandt både levende og døde hunde

Efter betjentes indledende snak med parret på adressen, fandt betjente 30 døde hunde, som var i en forfærdelig tilstand.

14 hunde var stadig i live - hvoraf 9 måtte køres på et nærtliggende dyrehospital til behandling - ligesom der blev fundet et antal katte og kaniner. Politiet måtte aflive en enkelt hund på adressen, fordi dens tilstand var så kritisk.

Politiet mener, at helt op til 100 hunde har mistet livet i hjemmet - og det er udover de mange nedgravne hunde, som er blevet fundet på grunden.

- Bag huset var der et begravelsessted, hvor et stort antal hunde var i forskellige stadier af forrådnelse, har politichefen udtalt.

9-årigt barn fjernet fra hjemmet

I forbindelse med aktionen fandt politiet som sagt et 9-årig barn, der levede under meget kummerlige forhold med de mange levende og døde hunde. Det er ukendt, hvilket forhold de to nu anholdte havde til barnet, som siden er blevet overdraget til de sociale myndigheder.

- Det er i den grad bekymrende, at et 9-årigt barn levede, sov og spiste i det her hjem, forklarer Walt Miller.

Politiet måtte åbne døre og vinduer i huset grundet en forfærdelig stank, der muligvis var til fare for helbredet, før de kunne gennemføre en ransagning af hjemmet.

Brandon Leconey er for nuværende fængslet, mens han venter på at blive stillet for en dommer. Hans partner, Rebeccah Halbach, bliver undersøgt på hospitalet for en ikke relateret skade, men vil efterfølgende blive fængslet.

Politiet efterforsker fortsat sagen og forventer at komme med yderligere sigtelser, når de har fået et overblik over omfanget af dyremishandling i hjemmet.

Sponsoreret indhold