Aula-besked afslører: Christianshavns Skole ruster sig til mere ballade

Kender du mere til sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: Turist i chok efter Christiania-skyderi: - Det er jo forfærdeligt
- I tilfælde af uro på - eller omkring Christiania er der ingen børn, der får lov til at færdes alene på gaden.
Sådan lyder ordene blandt andet fra Christianshavns Skole i en Aula-besked, som SE og HØR er i besiddelse af, i kølvandet på skyderiet på Christiania lørdag aften, hvor fem personer blev ramt af skud. En person mistede livet.
På et pressemøde mandag eftermiddag kom det frem, at politiet vil have lukket Pusher Street - samme holdning har christianitterne samt overborgmesterkontoret på Københavns Rådhus.
Denne melding har medført, at Christianshavns Skole nu er ekstra opmærksomme på børnene i den kommende tid.
- Vi ved fra tidligere, at det (lukning af Pusher Street, red.). kan medføre tydeligt hashsalg i gaderne omkring Christiania.
- Vi er derfor ekstra opmærksomme på børnenes skolevej i den kommende tid, står der i Aula-beskeden.
I beskeden på kommunikationsplatformen kommer det også frem, at Christianshavns Skole ruster sig, hvis der skulle opstå mere uro på eller omkring Christiania.
- Skolens låger låses mod Prinsessegade. I tilfælde af uro, når børnene har fri fra skole, hentes ALLE børn, der skal i Børnebyen, og vi går af bagvejen ved kanalen.
- Ingen børn får lov til at gå hjem selv i tilfælde af uro eller optøjer, lyder de afsluttende ord fra skolen.

SE og HØR har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Anders Boesen, der er skoleleder på Christianshavns Skole, i forhold til beskeden på Aula.
Anders Boesen fortæller, at skolen ser situationen på og omkring Christiania an. Ellers har han ikke yderligere kommentarer til hverken beskeden eller den nuværende situation.
Ifølge SE og HØRs oplysninger var den 30-årige mand, der blev skudt på Christiania lørdag aften, prøvemedlem i Hells Angels Copenhagen-afdeling.
Manden har også tidligere været en del af den nu nedlagte NNV-bande (Nørrebro Nordvest red.).
Han blev i timerne efter angrebet erklæret død på Rigshospitalet.
Derudover har Københavns Politi bekræftet over for SE og HØR, at to af de sårede under skudattentatet ikke er danske statsborgere. Det er dog uvist, om der er tale om turister eller herboende udlændinge.
En 18-årig teenager blev i forbindelse med drabet på den 30-årige mand fremstillet i grundlovsforhør søndag, sigtet for drab og drabsforsøg.
Teenageren nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.