TV 2-kendis tæt på skyderi: Måtte gemme sig med sit spædbarn

Én blev dræbt og fire såret, da maskerede gerningsmænd lørdag åbnede ild på Christiania.
Én af dem, der oplevede de voldsomme scener på nærmeste hold, er Marie Danos, der tidligere har medvirket i det populære TV 2-program ”Hjem til gården”. Hun bor på Christiania.
I et interview med Jyllands-Posten fortæller Marie Danos, at hun måtte gemme sig, da skuddene pludselig faldt:
– Det var meget tæt på, så vi gemte os under vinduerne i de første øjeblikke, indtil vi fik en bedre fornemmelse af, hvad der foregik. Efterfølgende kunne vi se alle ofrene blive båret ud neden for vores vindue. Det var uvirkeligt og uhyggeligt på alle tænkelige måder, siger den tidligere TV 2-deltager til Jyllands-Posten.
Også i en story på Instagram beskriver Marie Danos den uhyggelige episode.
– Vi gemte os under vores vinduer, da skuddene lød. Mig og mit 5 dage gamle spædbarn.
– Vi er bange. Vores naboer bliver skudt. Hvem hjælper os, spørger Marie Danos.
Under lørdagens skyderi blev en 30-årig mand dræbt.
Ifølge politiet begyndte gerningsmændene at skyde, allerede inden de gik ind i bygningen Stjerneskibet. I den forbindelse blev fire personer såret.
Politiet har bekræftet, at den dræbte havde en relation til rocker- og bandemiljøet. Ekstra Bladet og B.T. skriver begge, at der skulle være tale om en rocker fra Hells Angels.
Ifølge Københavns Politi arbejder man primært ud fra teorien om, at gerningsmændene var kommet netop for at dræbe den 30-årige.
I kølvandet på skyderiet er en 18-årig mand varetægtsfængslet. Han er sigtet for drab og drabsforsøg. Politiet leder desuden efter to uidentificerede medgerningsmænd.