Nyheder7. august 2023

Ny affaldssortering udrulles i Aarhus – farligt affald får særlig beholder

I Aarhus skal borgerne nu til at vænne sig til at sortere deres farlige affald
Affaldssortering fotograferet torsdag den 26. juli 2018
Fremover skal der også sorteres farligt affald i Aarhus.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er beholdere nok at sortere sit affald i – én til pap, én restaffald, én til mad, én til tekstil, én til plast og så én til metal.

For at det ikke skal være løgn, kommer der endnu en beholder.

Til at starte med er det borgerne i Aarhus, der skal prøve den nye beholder af.

Her skal de nemlig til at sortere deres farlige affald, hvor batterier blandt andet skal smides i, skriver DR.

Ikke nok med at der nu også skal sorteres farligt affald, så bliver én beholder nu delt i to rum, hvor der for eksempel smides madaffald i det ene rum og restaffald i det andet.

I alt skal 190.000 beholdere leveres til aarhusianerne fra i dag og frem til december.

Lars Banke, der er genbrugschef hos det kommunale forsyningsselskab Kredsløb, glæder sig over den nye ordning og dens betydning for verdens ressourcer.

– Hvis vi for fremtiden skal være sikre på, at vi kan få adgang til metaller og andre råstoffer, så er vi nødt til at få genanvendt mere af vores affald. Vi er simpelthen nødt til at få bragt flere af de her ressourcer i spil igen og igen, siger han.

Sponsoreret indhold