Annonce
Krimi27. jul. 2023

Forælder finder bånd med pigge i skolesandkasse: – Det virker meget bevidst

Fundet er meldt til politiet, der ikke blot ser på det som drengestreger
Annonce

Inden nogen kom til skade, nåede en forælder at opdage, at der lå bånd med spidse pigge begravet i en skoles sandkasse.

Det skriver TV2 Fyn.

Sandkassen tilhører ifølge TV2 Fyn Vibeskolen, der ligger i Ullerslev på Østfyn.

Fyns Politi bekræfter over for Ritzau, at en privat borger onsdag kort før middag anmeldte sådan et fund. Piggene lå "i en sanddynge i en skolegård", oplyser politiet.

- Pigge af den slags, som man skruer fast på tag, så fugle ikke slår sig ned. Formentlig af plastik, skriver politikredsen til Ritzau.

I sandkassen lå der flere af den type bånd skjult, og politiet mistænker, at de stammer fra et tag - muligvis fra et tag på skolens område.

Politikredsen har ikke modtaget andre lignende anmeldelser, og denne sag efterforsker kredsen i håb om at opklare hændelsesforløbet og sigte eventuelle gerningspersoner.

Annonce

Bjarne Puggard, der er leder af nærpolitiet, mener, at det er "langt ude over drengestreger".

- Det virker meget bevidst, siger han til TV2 Fyn.

Ifølge Bjarne Puggard kan den eller de, der har gemt de spidse pigge i skolens sandkasse, have overtrådt straffelovens paragraf om vold.

Annonce

Sponsoreret indhold