Vild sommerforelskelse: Derfor har Musik i lejet en HELT særlig betydning for Christopher

Der var i den gang lagt op til fest, da Musik i lejet-gæsterne troppede op til koncert med Christopher på Musik i lejets største scene.
Men det var ikke kun diverse hits, der fyldte pladsen. Den garvede sanger delte nemlig også ud af historier fra sit liv.
Det viser sig nemlig, at popstjernen har et helt særligt forhold til netop den nordsjællandske festival:
– Jeg har selv været lidt sommerforelsket her, begynder Christopher sin historie fra scenen.
– Jeg kyssede engang en sød pige, som jeg senere friede til, og som jeg senere blev gift med, fortæller Christopher videre og henviser selvsagt til sin modelhustru Cecilie Haugaard, 32, som han har døtrene Noelle og Isabelle sammen med.
Christopher fortæller videre, hvordan han og Cecilies bryllupsdag for år tilbage pludselig tog en drejning:
– På vores bryllupsdag sad jeg her på stranden og slikkede lidt sol, som man siger. Og så tikkede der en besked ind fra en instruktør, der hedder Mehdi Avaz. Og han fik mig overtalt til, at vi skulle lave en film sammen, fortæller Christopher og henviser således til Netflix-filmen “A Beautiful Life”, hvor popstjernen spiller hovedrollen som den unge fisker Elliott.
Herefter sang både Christopher og publikum sangen “Hope This Song Is For You”, som netop er fra filmen “A Beautiful Life”.