Holger Rune og Clara Tauson gør comeback som doublemakkere

LÆS OGSÅ: Hvem er kvinderne i boksen? Her er Holger Runes Wimbledon-veninder
Holger Rune og Clara Tauson gør sig begge mest alene på tennisbanen, men i de kommende dage vil de også være at finde på banen med en makker.
Danmarks to bedste tennisspillere teamer nemlig op, når det danske landshold skal konkurrere i showturneringen Hopman Cup, der spilles i den franske by Nice.
Her skal de spille mod fem andre nationer i både herresingle, damesingle og mixed double.
De to danske tennisdarlings stiller altså både op i singlekampe og så sammen i mixeddouble. Det sidstnævnte har de to gjort før, men det ligger efterhånden en del år tilbage.
Det fortæller Holger Rune til TV 2 Sport.
– Det var i U12 i HIK, hvor vi vandt UM (ungdomsmesterskaberne i tennis, red.) sammen. Vi har gode minder fra sidst, vi spillede sammen, og forhåbentligt kan vi leve op til de forventninger, fortæller den danske stjerne, der dermed bekræfter, at det er ni år siden, de to sidst stod på banen sammen.
Også Clara Tauson glæder sig til endelig at stå på banen sammen med sin barndomsven igen.
– Det bliver mega hyggeligt og mega sjovt, håber jeg. Jeg håber, vi kan spille god tennis og have det sjovt sammen, siger hun.
Danmark møder onsdag Schweiz i turneringen, hvor der både skal spilles single- og doublekamp.
Tauson spiller sin singlekamp mod Celine Naef ca. klokken 16.00, mens Holger Rune spiller mod Leandro Riedi ca. klokken 18.00.
Klokken ca. 21.00 går Holger og Clara så på banen i den længe ventede mixed double mod Naef og Riedi.