
Efter advarsel: Nu falder hammeren over beskidt LIDL

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
LÆS OGSÅ: Sur smiley og bøde til Espresso House på Rigshospitalet
De blev advaret. Men lyttede ikke.
Sådan må konklusionen være, efter LIDL i City2 i Taastrup allerede i maj fik besøg af fødevarekontrollen, der bestemt ikke var imponeret over rengøringsstandarden.
Allerede dengang fik stedet derfor en halvsur smiley og en advarende besked om, at der skal gøres bedre rent.

Noget, som firmaet dengang højt og helligt lovede:
- Der bliver sat et rengøringshold på hurtigst muligt.
- Butikken bliver rengjort i bund, lød løftet ifølge smileyrapporten fra 8. maj.
Skuffelsen var derfor stor, da butikken 29. juni - eller næsten to måneder seneste - fik et opfølgende besøg. For her er ikke blevet renere eller "rengjort i bund".
I stedet er beskidte indkøbskurve smidt ud på lageret, mens andre - også beskidte - fortsat bruges i butikken.
Hvad værre er, finder kontrolløren også "en mindre mængde skimmellignende vækst" i mejeriafdelingen, ligesom der er beskidt andre steder i forretningen.
Konsekvensen er en bøde på 10.000 kroner og en nu sur smiley. Og hvad siger butikken så i dag?
Jo, de lover igen bod og bedring:
- Vi har sat ekstra mandskab ind til rengøring og oplæring og er i gang med at få ryddet op på lageret, så der kan gøres ordentligt rent.
De ærgrer sig sikkert på hovedkontoret hos LIDL i Danmark, da det p.t. er eneste gang, at firmaets afdelinger har fået en sur smiley i år.