Jonas Vingegaard bekræfter: Trine og Frida kommer til Frankrig søndag

Søndag står endnu en stor bjergduel på skud mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
Her kører danskeren etape i den gule førertrøje, men det var altså konkurrenten Pogacar som kom bedst ud af seneste duel i bjergene.
Mandag er der dog hviledag, hvor de kan tanke op på energien efter en hård søndag.
Og noget tyder på, at Jonas Vingegaard skal bruge det meste af mandagen med sin kone og datter.
For de kommer nemlig til Frankrig.
Det fortæller Jonas Vingegaard til BT.
- Ja, de kommer herned. De kommer herned søndag, lyder det kortfattet fra den regerende Tour de France-vinder.
Sidste år støttede konen Trine og datteren Frida deres Jonas på et noget mere intenst niveau.
Her var de nemlig med rundt hele vejen, men sådan er det ikke i år.
Trine har tidligere fortalt, hvordan Frida lukkede øjnene og græd hver gang de flyttede hotel – med andre ord havde datteren brug for mere ro.
Jonas Vingegaard har dog tidligere fortalt, at Trine og Frida nok skulle komme forbi Frankrig, men altså ikke hvordan og hvornår.
Det sker så i dag, søndag. Om det så er for en kort stund eller resten af Tour de France må fremtiden vise.
For nu besøger de i hvert fald en far og en mand iført den gule førertrøje – præcis som det sluttede sidste år.
Siden sidste år er der da også sket en stor ændring i Trine og Jonas’ forhold, da de blev hemmeligt gift i år.