Jacob Riising afslører vilde dage: Var på scenen sammen med Coldplay

Han er både skuespiller, tv-vært og forfatter – og især kendt for at være vært på en perlerække af børneprogrammer.
Og nu kan DR-værten Jacob Riising så tilføje endnu et talent til sit cv. De sidste to dage har han således optrådt sammen med ingen ringere end Coldplay, der har givet to udsolgte koncerter i Parken onsdag og torsdag.
De færreste af de 100.000 koncertgæster opdagede formentlig, at den 45-årige tv-vært rendte rundt på scenen sammen med sine idoler. For han var nemlig klædt ud.

Det afslører Jacob Riising selv på instagram, hvor han kalder de sidste par dage for ”vanvittige”.
Han afslører også, hvilken rolle han præcist havde under de to anmelderroste koncerter:
- Grundet min glorværdige karriere som dukkefører i Gepetto News, blev jeg nemlig spurgt om jeg ville spille trommer med mit absolutte favorit band!
Oplevelsen har selvsagt været uforglemmelig for DR-værten:
- Kæmpe drengedrøm der gik i opfyldelse da jeg to aftener i træk skulle sidde midt på scenen med en hånddukke omgivet at verdens største band…og nå ja de tilsammen 100.000 publikummer der ALLE var kommet for at se mig spille trommer!