Krimi7. juli 2023

Datters ufattelige sorg: Hvorfor myrdede mor min far?

En australsk datter har netop afgivet forklaring i en uhyggelig sag, hvor hendes mor slog hendes far ihjel midt om natten
Dale Lee Vella fastholder, at hun skød sin mand i søvne – og ikke aner hvorfor. Anklageren mener dog noget andet. 
Dale Lee Vella fastholder, at hun skød sin mand i søvne – og ikke aner hvorfor. Anklageren mener dog noget andet.
 Foto: Privat

For præcis to år siden blev en australsk datters liv for altid forandret.

Midt om natten tog hendes mor en pistol og rettede den mod hendes far.

Det endte med, at manden døde – og moren blev anholdt for det bestialske drab.

I retten har datteren nu fortalt, at hun på ingen måde havde fornemmet, at en tragedie var under opsejling.

– Jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun kunne gøre det. Jeg anerkender, at hun havde en depressiv tilstand, men hun fungerede. Jeg havde diskussioner med hende, der var normale, og jeg har ingen idé om, at hun var i stand til at gøre det, fortæller datteren ifølge News i retten.

Hun tilføjer, at hun med egne ord mistede begge sine forældre den skæbnesvangre nat i august 2021.

– Min far er væk – han er blevet taget fra mit liv. Jeg havde mine forældre, men de forsvandt i løbet af et splitsekund på grund af én persons handlinger, siger hun.

Under hele retssagen fastholdt moren, Dale Lee Vella, at hun var uskyldig. Hun forklarede, at hun følte, at hendes mand – Mark Vella – var skyld i deres økonomiske problemer, men fastholdt, at hun på ingen måde havde haft planer om at myrde ham.

Om den skæbnesvangre dag forklarede hun, at hun ikke havde spist særlig meget til aftensmad, og at hun havde placeret en pistol ved siden af sin side af sengen. Planen var, at hun ville tage sit eget liv. Dale Lee Vella fastholdt i retten, at hun ikke erindrer at have affyret det dræbende skud mod sin ægtemand gennem 23 år.

Anklageren mente dog noget helt andet: Dale Lee Vella skød og dræbte sin mand bevidst, så han ikke længere var en del af familien.

Dommeren var enig med anklageren, og i april blev Dale Lee Vella derfor kendt skyldig i mord. Selve dommen er dog ikke faldet endnu. Man formoder, at hun får sin dom 14. juli.

Sponsoreret indhold