Mangler ikke penge: Burhan G kan hive 200.000 kroner om måneden

Mens mange danske musikere har økonomiske lommesmerter, så svømmer Burhan G i penge. Det viser hans netop offentliggjorte regnskab, hvor det igen slås fast, at han er en holden herre.
Og så kan han notere sig, at der næsten ikke var udslag i indtjeningen sidste år i forhold til 2021. I 2021 lød bruttofortjenesten på 4.340.641 kroner. I 2022 faldt den 2.037 kroner til ’kun’ 4.338.604 kroner.
Og Burhan Genc sørgede for at lønne sig selv godt. Han fik sidste år 2.413.000 kroner i løn, hvilket svarer til lidt over 200.000 kroner om måneden.
Trods den eksorbitante løn sørgede han også for at putte lidt på bankbogen til dårligere tider, så egenkapitalen nu strutter med 4.644.721 kroner, hvilket betyder, at han kan holde fri fra arbejde et helt år og stadig have en normal indtjening.
Burhan G er desuden så fornuftig, at han sætter en del af sine midler i værdipapirer. Under rubrikken ’Andre værdipapirer og kapitalandele’ har han 2.894.555 kroner stående.
Af regnskabet fremgår det også, at Burhan G forlanger forudbetaling fra sine kunder. Det betyder, at der ved årsskiftet stod fire millioner kroner på kontoen, som var indbetalt for opgaver, der endnu ikke var blevet udført.
Musikeren har gennem mange år skovlet penge ind på sin musik, ligesom han har tjent millioner på hussalg.