Kæmpe bøde til bowlingcenter: Gæster fik roskildesyge

Der var bowl, men nok knap så meget fun for tre gæster i bowlingcenteret Bowl 'n' Fun i Viborg.
Her fik nogle gæster nemlig norovirus også kendt som roskildesyge efter at have været en tur i buffeten i bowlingcenteret på Tingvej 7.
Hele 90.000 kroner lød bøden på for Bowl 'n' Fun.
Sygdomstilfældene fandt sted tilbage i december sidste år, men først nu har Fødevarestyrelsen (link fjernet) kunnet konkludere, at smitten kom fra bowlingcenteret i Viborg.
Over en periode på to dage blev tre gæster smittet, og det er netop derfor, at Fødevarestyrelsen kan vide sig sikker på smittens oprindelse.
"Inkubationstider og symptomer hos de syge gæster tyder på smitte med norovirus. Gæsterne er efter indtagelse blevet syge med opkast og diarré ca. 1 døgn efter spisning", står der i kontrolrapporten.
Den store bøde skyldes, at bowlingcenteret ikke har oplyst Fødevarestyrelsen om de smittede gæster med det samme, samt at gæsterne i første omgang er blevet smittet.
Bowl 'n' Fun ventede to dage med at indberette sygdomstilfældene.
– Vi får den første henvendelse på mail mandag aften klokken 21. Centeret er lukket mandag, og vores leder er syg tirsdag – ikke med roskildesyge. Men vi bliver først bekendt med denne mail onsdag morgen. Tirsdag klokken 18.30 modtager vi en ny henvendelse på mail, og da vi ser begge mails onsdag morgen, sætter vi vores interne procedurer omkring syge gæster i værk og indberetter til Fødevarestyrelsen, siger Lene Høj Larsen til Viborg Stifts Folkeblad.
Ifølge Fødevarestyrelsen er smitten blevet spredt, efter nogle i personalet har haft virussen.
Udover den store bøde har Bowl 'n' Fun også fået en sur smiley.