Mareridtet i Egypten: Rester af turist fundet i haj

Et uhyggeligt hajangreb kostede i sidste uge en 23-årig turist livet i det populære Hurghada-område i Egypten.
Nu har man så fanget tigerhajen, der stod bag angrebet – og i maven har myndighederne fundet resterne af det 23-årige offer.
Det skriver News.

Det brutale angreb fandt sted, mens Vladimir Popov badede ud for et egyptisk resort. Pludselig angreb en tigerhaj den unge mand og trak ham under vandet.
Andre turister – og også offerets far – så til i rædsel, mens manden kæmpede for sit liv.
Ifølge flere råbte han ”hjælp mig far”, inden han forsvandt under havoverfladen.
Det lykkedes mandens kæreste at slippe derfra med livet i behold, men så heldig var den 23-årige mand ikke. Ifølge øjenvidner trak tigerhajen rundt med den 23-årige i to timer.
Efterfølgende er hajen så blevet fanget og dræbt – og i maven lå altså resterne af den 23-årige turist.

Selv om hajangreb er yderst sjældne i Egypten, er det desværre ikke første gang, at turister mister livet. Det samme skete også i juli sidste år, hvor to turister blev dræbt i hajangreb.
I 2018 mistede en tjekkisk turist desuden livet i et hajangreb i Det Røde Hav. En tysk turist blev også dræbt i 2015.
I 2010 skete hele fem angreb på fem dage tæt på kysten – en tysk turist mistede livet, mens fire andre blev såret.