Kendte13. maj 2023

Jublende glad "Årgang 0"-Mathilde har fået sin diagnose

Mathilde Beuschau har set frem til at få svar, så hun kan få lidt mere ro i hovedet, men det har taget hende flere år at få sin ADHD-diagnose
Coachen og influenceren ser frem til at få lidt mere ro i hovedet  
Coachen og influenceren ser frem til at få lidt mere ro i hovedet
 Foto: Krestine Havemann

– Solen skinner, det er fredag og jeg har i dag ENDELIG fået min diagnose! Så i dag er en ekstra god dag.

Sådan skrev den skønne smilende ”Årgang 0”-kendis Mathilde Beuschau i går, da hun havde gode nyheder at dele med sine knap 64.000 følgere på Instagram.

Mathilde, der kunne opleves i de første par sæsoner af TV 2-programmet tilbage i starten af 00’erne, og som i dag ernærer sig som sundhedscoach, har nemlig fået stillet diagnosen ADHD.

Og det er dermed også et foreløbigt punktum for mange års søgen efter svar for Mathilde.

– Jeg er overlykkelig over, at jeg endelig tog mig sammen og fik det gjort! Nu er det ikke bare mig, der går og tror, jeg har ADHD - jeg har det faktisk, skriver hun, og fortsætter:

– Min diagnose er blevet stillet, og snart skal jeg igennem medicinsk behandling. Vi skal have fundet et præparat der fungerer godt til mig. Årh det bliver altså godt at få en smule mere ro på mit lidt kaos hovedet.

Svært at få gjort

Overfor Ekstra Bladet uddyber Beuschau årsagerne til, at det har taget hende lang tid at få sin diagnose.

– Det er ikke så meget systemet, det er mere at jeg har skullet tage mig sammen til at få det gjort. Det er jo seriøst bare at ringe til egen læge og blive henvist til psykiater, men det har været svært at få det gjort ordentligt, og at få gennemført processen, fortæller hun blandt andet.

Mathilde Beuschau var med i "Årgang 0" sammen med sin familie, og var således en af de fem oprindelige piger, der blev fulgt i programmet. Hendes forældre valgte dog at forlade programmet, da Mathilde var syv år.

I dag er hun en stor influencer på Instagram, ligesom hun også arbejder som online coach.

Sponsoreret indhold