Kendt blogger er død efter selvmord

Den kendte blogger Heather Armstrong er gået bort. Hun har taget sit eget liv.
Bloggeren, der også var kendt som "Dooce" og "The Queen of Mommy Bloggers", blev set som en pioner inden for mor-blogging.
Hun var berømt for sin blog, hvor hun ærligt fortalte om sit liv som forælder samt sin kamp med depression og alkoholisme.
Det er Heather Armstrongs kæreste, politikeren Pete Ashdown, der bekræfter dødsfaldet over for AP.
Han fortæller til nyhedsbureauet, at han fandt hende død tirsdag aften i deres hjem i Salt Lake City.
Pete Ashdown fortæller også, at den 47-årige kendisblogger for nylig faldt af vandvognen efter at have været ædru i halvandet år.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Heather Armstrong begyndte at blogge i 2001 og gjorde det hurtigt til en karrierevej.
Hun var en af de første og mest populære mor-bloggere i verden og har gennem årene scoret flere lukrative bogaftaler, ligesom hun i 2009 udgav en biografi.
Samme år medvirkede hun i "The Oprah Winfrey Show" og var på Forbes' liste over de mest indflydelsesrige kvinder i mediebilledet.
Politiet har bekræftet dødsfaldet.
De fortæller til Page Six, at Heather Armstrong blev fundet livløs klokken 21.20 lokal tid tirsdag aften, og at de indledende undersøgelser tyder på, der er tale om et selvmord.
Heather Armstrong efterlader sig to børn, som hun fik med sin tidligere ægtemand, Jon Armstrong.