Krimi20. april 2023

Sager der chokerede Danmark: Når børn bliver bortført

De sidste 50 år har der været utallige sager, hvor børn er blevet bortført herhjemme – heldigvis er langt de fleste børn blevet fundet i god behold. Vi har her samlet nogle af de sager, vi aldrig glemmer
De sidste 50 år har der været utallige sager, hvor børn er blevet bortført herhjemme – heldigvis er langt de fleste blevet fundet igen i god behold. Vi har her samlet nogle af de sager, vi aldrig glemmer.
De sidste 50 år har der været utallige sager, hvor børn er blevet bortført herhjemme – heldigvis er langt de fleste blevet fundet igen i god behold. Vi har her samlet nogle af de sager, vi aldrig glemmer.
 Foto: Ritzau Scanpix

Der lød en lettelsens suk over hele Danmark, da politiet søndag eftermiddag kunne meddele, at en ung pige var fundet i live.

Den 13-årige pige var forsvundet præcis 27 timer tidligere, efter hun netop havde afsluttet sin avisrute i Kirkerup sydøst for Slagelse.

Under politiets kortvarige pressemøde løftede politiinspektør Kim Kliver lidt af sløret for, hvad der var sket med den unge skolepige. Hun var blevet frihedsberøvet af en 32-årig mand, der nu er i politiets varetægt.

Selv om sagen er opsigtsvækkende, er den langt fra enestående. De sidste 50 år har der således været utallige sager, hvor børn er blevet bortført herhjemme.

Heldigvis er langt de fleste sager endt som weekendens sag, hvor barnet er blevet fundet i live.

Herunder har SE og HØR samlet nogle af de sager, vi aldrig glemmer

14. december 1965

Mens hendes 23-årige mor juleshopper, forsvinder den 2,5 måneder pige fra sin barnevogn ved et varehus København.

Politiet bliver alarmeret, og vognen bliver senere fundet i en baggård – men uden pigen. De følgende dage forsøger 100 politifolk at finde hende, og mere end 1.400 afhøringer foretages. Pigens ulykkelige forældre står desuden frem flere gange. Selv statsminister Jens Otto Krag nævner hende i sin nytårstale.

Først 11. januar – næsten en måned senere – bliver den 2,5 måneder gamle pige fundet. En værftsarbejder fra Helsingør undrer sig over, at hans kollega uventet er blevet far – og at det nyfødte barn allerede måler 52 centimeter og vejer over 6 kilo.

Politiet kører til adressen og her indrømmer kvinden, Conny, at hun bortførte pigen tilbage i december.

7. februar 1966

Under en måned senere bliver Danmark igen rystet af en kidnapningssag – denne ender dog ikke lykkeligt.

7. februar bliver en blot tre måneder gamle dreng, som forældrene kalder Basse, taget fra sin barnevogn, der holder foran børnetøjsforretningen Lisa i Odenses centrum. Trods en hurtig indsats fra politiet forbliver den lille dreng sporløst forsvundet.

Opklaringen bliver ikke lettere af, at der ikke findes billeder af Basse. Billederne skulle først tages ved dåben, hvor Basse skulle have navnet Keld Erik. Hans forældre er desuden ikke meget for at stå frem i medierne, hvilket får flere til at spekulere i, om de selv har en finger med i spillet.

Basses far kommer desuden i håndgemæng med en journalist, og dagen efter forlader han familien og forsvinder helt ud af sagen om sin forsvundne søn.

Basse er aldrig blevet fundet.

6. november 1973

I begyndelsen af november 1973 bliver en blot 2-årig bortført på Vesterbro i København. Der går et døgn, før mysteriet bliver løst.

Dagen efter findes den lille pige således i god behold på Christiania.

24. juni 1984

Det sender chokbølger gennem hele landet, da tre små drenge på fem, seks og otte år – forsvinder i juni 1984.

Først to døgn senere bliver de tre drenge fundet i live – og det viser sig, hvorfor de var blevet kidnappet:

En bilist havde således taget dem, fordi de “irriterede ham”. Da børnene bliver fundet i en lejlighed, er de både bagbundne og kneblede.

16. oktober 1987

Først på eftermiddagen den 16. oktober 1987 bliver en blot 15 måneder dreng bortført i sin klapvogn i Odense. Politiet sætter straks en større efterforskning i gang.

Der går heldigvis kun et par timer, før drengen findes i god behold.

Det viser sig, at drengen er blevet bortført af sin egen dagplejemor.

1988

En dreng på fire år bortføres fra villa i Aarhus. Der går heldigvis ikke længe, før drengen bliver fundet på en græsplæne.

20. juli 1989

20. juli 1989 begynder et syv timer langt mareridt for en familie. Her forsvinder deres blot syv måneder gamle fra sin barnevogn uden for en institution.

Først efter syv timer bliver den lille dreng fundet. Det viser sig, at det er en kvinde på 19 år, der har bortført den lille dreng.

25. oktober 1993

En lille pige på syv måneder bliver bortført i en barnevogn, der står foran en institution i København. Der går heldigvis kun en halv time, så er pigen fundet igen. Hun bliver fundet i en Føtex.

26. oktober 1993

En pige på fem måneder bortføres fra en barnevogn, der holder parkeret ude foran en Matas-butik på Værnedamsvej i København.

Pigen findes efter få minutter.

5. december 1993

Den 5. december 1993 gennemlever en 13-årig sit livs mareridt, da hun bliver lokket ind i en bil.

En stor politieftersøgning bliver sat i gang, og man frygter, at bortføreren har myrdet den unge pige. Først to døgn senere finder man gerningsmanden i et vejkryds, hvor han bliver anholdt. Pigen bliver også fundet i live.

29. april 1994

En fireårig pige bortføres fra en legeplads på Vesterbro i København. Hun bliver fundet efter seks timer hos en 62-årig mand.

7. august 1995

Den 10-årige pige er på vej til sin rideskole, da hun bliver bortført af en 30-årig mand. I knap et døgn leder politiet intensivt efter hende – blandt andet med 30 politifolk og 14 hundeførere.

Efter 18 timer bliver hun fundet i et skovområde. Her havde gerningsmanden bundet hende til et træ. Efterfølgende var gerningsmanden kørt mod København, hvor han fra en telefonboks ringede til pigens forældre. Kort efter blev han anholdt af politiet.

Efterfølgende indrømmer den 30-årige mand, at han havde bedøvet pigen med en sovepille, ligesom han havde bundet hendes tommelfingre sammen med ståltråd, puttet en sok i munden på hende og trukket hendes ridebukser ned, så hun ikke kunne løbe væk.

Mens hun stod lænket til træet, lykkes det pigen at slippe fri, og kort efter bliver hun fundet af en forbipasserende hjemmehjælper i skoven.

1. september 1995

En 8-årig pige er kun lige stået af skolebussen, før hun bliver lokket ind i en bil. Føreren kører hende ind i et skovområde, hvor han udsætter hende for seksuelle overgreb.

I mellemtiden har pigens bekymrede forældre fundet hendes cykel ved busstoppestedet og slået alarm til politiet. Pigen dukker dog selv op et par timer senere, da gerningsmanden sætter hende af ved en virksomhed.

2. januar 1996

Enhver forælders mareridt rammer en nybagt mor, da hendes 11 dage gamle søn bliver bortført om eftermiddagen foran stationen. Moren har kort forinden forladt bilen for at vinke farvel til nogle bekendte.

I skyndingen lader hun bilnøglerne – og drengen – blive i bilen. Få minutter senere ser hun til al rædsel bilen køre væk med sønnen.

En storstilet eftersøgning bliver sat i gang. Heldigvis kan eftersøgningen afblæses klokken 18.20 samme dag. Her indløber en melding om, at man har fundet en baby i en indkøbskurv i Super-Brugsen. Omkring en halv time senere bliver hans bortfører anholdt uden dramatik.

13. oktober 1998

En bare tre uger gammel pige bliver fjernet fra sin barnevogn, der står parkeret ude foran forældrenes hus i København.

Hun bliver fundet efter en times tid i en port i området.

30. september 2002

Fra en baghave i Odense forsvinder en pige på 20 måneder.

Hun bliver bortført i sin barnevogn, men bliver heldigvis fundet kort efter.

26. november 2003

I omkring en halv time gennemlever en tidligere foodboldspiller og kæresten deres livs mareridt. Deres kun 15 måneder gamle søn bliver bortført, mens han sover eftermiddagslur i en opgang.

Drengens far hører kun et par skrat fra barnevognens babyalarm, og da han kigger til sønnen, er både sønnen og barnevognen væk. Politiet begynder straks at lede efter drengen, og en halv time senere meldes det over politiradioen, at der er fundet en baby 400 meter derfra. Det viser sig at være den lille dreng.

Sagen er formentlig et simpelt barnevognstyveri, der gik galt.

21. december 2005

To søstre på 11 og 13 år bortfører et blot toårigt barn fra Bilka.

Personalet i varehuset alarmerer politiet, efter man i tre kvarter har ledt forgæves efter den lille pige, der er på indkøb med sin mor.

Overvågning fra varehuset viser, at den 2-årige pige forsvinder fra varehuset, fordi de to søstre slæber afsked med hende. Kort efter bliver politiet ringet op af søstrenes mor, der fortæller, at den toårige pige er hos dem.

Pigerne havde taget den lille pige med hjem, men kunne ikke forklare hvorfor.

16. april 2008

For øjnene af sin mor bliver en 5-årig kidnappet af tre maskerede mænd fra en parkeringsplads. Bortførelsen sker i et forsøg på pengeafpresning.

I bilen får drengen tape for munden og for øjnene. Ligeledes bliver hans arme og ben bundet med tape, og den femårige dreng tvinges ned i en kuffert, som bliver lukket.

Drengen er bortført i 26 timer, før en større politiaktion befrier drengen, og seks personer bliver anholdt.

10. juli 2013

En psykisk udviklingshæmmet mand bortfører om eftermiddagen en lille pige på bare 14 måneder fra en barnevogn i Københavns nordvestkvarter.

Manden – der på papiret er 36 år, men som mentalt beskrives som "ikke alderssvarende" – tager den lille pige klokken 13:25. Mindre end en time senere lykkes det dog politiet at finde frem til manden, der går rundt med pigen i armene.

Pigen har ikke lidt overlast, understreger politiet, der heller ikke mistænker manden for at ville barnet noget ondt.

14. juni 2017

En fireårig pige forsvinder ved middagstid fra en daginstitution. Det viser sig, at en fremmed mand har løftet pigen over et hegn ved børnehaven og taget hende med til en nærliggende adresse, hvor hun bliver udsat for et seksuelt overgreb.

Efterfølgende vender pigen tilbage til børnehaven, hvor hun fortæller personalet, hvad der er sket. Politiet bliver alarmeret, og samme dag bliver en 33-årig mand anholdt for overgrebet.

Sponsoreret indhold