20-årig kvinde skudt og dræbt af husejer: Kørte ved en fejl ind i hans indkørsel

En uhyggelig drabssag har sendt chokbølger gennem New York. En blot 20-årig kvinde blev lørdag skudt og dræbt af en husejer i Hebron, New York.
Nu har det vist sig, at husejeren dræbte kvinden, fordi hun ved en ulykkelig fejl kørte ind i hans indkørsel.
Det skriver det amerikanske medie People.
Politiet har bekræftet, at den dræbte er den 20-årige Kaylin A. Gillis.
Hun befandt sig lørdag i en bil sammen med tre andre. De ledte efter en vens hus, da de altså kørte forkert.
- Den foreløbige efterforskning viser, at bilen, hvor offeret sad i, ved en fejl kørte ind i indkørslen til en ejendom på Patterson Hill Road, oplyser politiet i New York.
På ejendommen bor en 65-årig mand ved navn Kevin D. Monahan. Han affyrede ifølge politiet mindst to skud mod bilen. På intet tidspunkt havde personerne i bilen forsøgt at forlade bilen, før den 65-årige mand åbnede ild.
Mindst ét af skuddene ramte den 20-årige kvinde, der døde kort efter.
- Der var tydeligvis ingen trusler fra nogen i bilen. Der er ingen grund til, at Mr. Monahan havde behov for at føle sig truet, udtaler Jeffrey Murphy fra det lokale politi.
Den 65-årige mand er nu anholdt og sigtet i sagen.