Kongehuset efter titeldrama: Vil fortsætte med at justere rolle- og opgavefordelingerne

Shitstormens ubarmhjertige vinde blæste flere gange sidste år omkring det danske kongehus.
Således konstaterer kongehuset i sin nyligt offentliggjorte årsrapport, at både kronprinsparrets skolevalg og at dronningen tog titlen fra halvdelen af sine børnebørn "affødte stor debat i offentligheden".
Og i sit forord slår hofmarskal Kim Kristensen fast, at der er udsigt til flere forandringer i den gamle institution.
– Kongehuset vil fortsætte tilpasningen og fremtidssikringen af Kongehuset ved at justere opgave- og rollefordelingerne for såvel den kongelige familie som for Hoffet, slår han således fast i forordet.
Hvad det mere konkret betyder, kommer Kim Kristensen ikke ind på, men også kronprinsesse Mary har tidligere antydet, at kongehuset kommer til at se på hendes børns titler.
– Vi kommer også til at kigge på vores egne børns titler, når den tid kommer, lød det fra moderen til fire tilbage i september.