Historisk: For første gang har politiet blitzet motorcyklist

Med nummerpladen bag på har det været svært for politiet at blitze motorcyklister.
Men den tid ser nu ud til at være forbi, da ny teknologi skal gøre livet surere for de motorcyklister, som bare ikke gider at holde sig til fartgrænserne.
Onsdag klokken 20.53 formåede en fotovogn med standardteknikken at blitze en motorcykel, da den var på vej over Farøbroen mellem Sjælland og Falster.
- Det er et helt usædvanligt skarpt billede, og det er første gang, at vi på den måde kan sende en bøde ud, siger politikommissær Søren Skotte, der er lederen af færdselspolitiet i politikredsen til TV 2 ØST.
Fotovogne tager billeder forfra, og da nummerpladen sidder bagpå motorcyklerne, har det været særdeles svært at fange fartdjævlerne hidtil.
Derfor har den bedste måde at fange en motorcyklist førhen været at benytte en håndholdt hastighedsmåler.
Fotovognen som fangede motorcyklisten på Farøbroen, er en af de nye vogne, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har taget i brug.
Her har vognene fået opgraderet deres teknik og software ombord, hvilket betyder, at de nu tager langt bedre og skarpere billeder.
Men vigtigst af alt tager den med sine to trådløse kameraer billeder både forfra og bagfra.
Dermed bliver motorcyklisterne der kun er udstyret med en nummerplade bagpå, meget lettere at fange, hvis de kører for hurtigt.
Hvis man som bilist har undgået at få en fartbøde, fordi politiet ikke har kunnet læse nummerpladen, er det nye system også dårlige nyheder.
Chancen for, at begge billeder er dårlige med det nye system, er nemlig noget mindre.
Politikommissær Søren Skotte understreger, at det ikke er første gang de fotograferer en motorcyklist. Forskellen er bare, at det er første gang, at de på den måde kan sende en bøde ud.
- Det er ikke sådan, så vi ikke har fotograferet motorcyklister før. Men vi skal have registreringsnummeret før vi kan udskrive en bøde, og det får vi nu med det ekstra trådløse kamera.