Streaming13. marts 2023

Sara Bro krummer tæer over "Modepatruljen": - Jeg er så flov

Radiodronningen Sara Bro bliver udsat for et ubehageligt tilbageblik på en mindre glorværdig tid i sin karriere - hun er heldigvis blevet klogere, understreger hun
Radioværten Sara Bro
Radioværten Sara Bro vil ikke undskylde sig selv med, at det var "en anden tid".
 Foto: Mikael Rieck

Havde Sara Bro forventet, at hendes medvirken i TV 2 Charlie-programmet ”Deja vu” ville blive et hyggeligt gensyn med fortiden, så blev hun i dén grad klogere.

For Cecilie Frøkjær havde fundet et par klip frem fra dengang, Sara i selskab med Signe Molde, Rikke Tholstrup Jensen og Christina Wedel udgjorde ”Modepatruljen”, som hver uge gav et par en makeover.

Signe og Sara forvandlede mændene i forholdet, mens de to øvrige tog sig af kvinderne.

Og selv om Sara i dag er jordens mest rummelige menneske og slår på stortromme for, at alle må gøre og se ud, som de har lyst til, så lød piben særdeles anderledes i 2004, hvor programmet blev vist på TV 2’s snart hedengangne ungdomskanal Zulu.

I det første klip møder Sara og Signe Anders, som har foldet sit tøj og lagt det sirligt på plads i garderobeskabet.

Og det får Signe Molde til at spørge, om han er helt sikker på, han ikke er bøsse, hvortil Sara bakker op:

- Har du nogensinde prøvet at kysse en mand?, spørger hun og reagerer også selv lettere chokeret over at have stillet det spørgsmål.

Senere i klippet minder Sara om, at det er Anders’ kæreste, der hele tiden kigger på ham, og derfor er det også hende, der skal være glad for det tøj, han har på.

Tilbage i studiet i 2023 sidder Sara og holder sig for ørerne.

- Puha, det er jeg meget flov over, det klip, lyder det prompte.

Frøkjær minder om, at det var en anden tid, men det meget benyttede argument køber radioværten ikke.

- Ja, men det er jo ikke et argument for at sige sådan nogle ting. Jeg føler heldigvis, at jeg er blevet klogere. Puh, jeg får det helt varmt. Det var så fordomsfuldt at kritisere folk på deres udseende – det kunne jeg aldrig finde på at gøre i dag, slår hun fast.

Turde ikke sige fra

Frøkjær holder Bro på pinebænken lidt endnu og afspiller endnu et klip fra den knap 20 år gamle program, hvor duoen denne gang har en ung fyr ved navn Mads igennem makeovermaskinen.

Det er kommet de to værter for øre, at Mads bruger øjencreme, og det vil de derfor bore i.

Men faktisk bruger han hele renseserien fra Clinique, og det får de to værter til at gå helt i selvsving – på den, med nutidige øjne, knap så flatterende måde.

- Det er ikke rigtigt, råber de i munden på hinanden.

- Du må gerne bruge det, men du må aldrig sige det til nogen, for det er altså ikke særlig mandigt at stå med en femtrinsraket, lyder rådet fra fortids-Sara.

De to damer får dog selvsikkert svar på tiltale, da Mads gør opmærksom på, at mænd også kan være forfængelige og tage sig af sig selv, og at det er Signe og Saras holdning, der er gammeldags.

Et svar, der får nutids-Sara til at klappe og bakke Mads op.

- Jeg kan ikke huske den episode, men jeg kan godt huske den tid. Jeg kan godt huske, at det var nemt at lave jokes på, når folk skilte sig ud, eller når de ikke passede ind i den boks, der var til dem, siger hun og fortsætter:

- Men når jeg ser det nu, synes jeg, han er sej, ham der. At han bare siger os imod ”hey, det er jer, der er gammeldags”, for han har total ret. Ej, hvor er det flovt, siger Sara.

Førhen tænkte hun ligesom de fleste andre ikke så meget over det, men i dag synes hun, det er virkelig pinligt, at vi dengang syntes, det var okay at tale sådan til andre mennesker og joke på den måde.

Særligt det, at der har siddet en masse mennesker ude i stuerne og følt sig forkerte, er alt andet end rart at tænke på.

Egentlig kan Sara huske situationer igennem hele livet, hvor hun har følt, at en jargon eller en joke er gået over stregen, men hvor hun ikke har turdet sige fra.

Men det var først under den første MeToo-bølge i 2017, at hun begynder at tænke over, at der er noget, der er helt forkert.

- Der er en forkert anskuelse af, at man ikke må sige fra over for de her ting. Også fordi det er jo ikke sjovt at sige fra. Det er jo ikke sjovt for ham at stå og sige ”det er jer, der er forkert på den”. Det har jo en omkostning for de folk, der gør det, for man bliver upopulær, siger hun med henvisning til Mads i klippet fra ”Modepatruljen”.

Da Sara efter optagelserne skal sætte lidt ord på oplevelsen, er det førnævnte klip, der fylder.

- Wauw, det var nogle meget mere pinlige klip, end jeg havde forventet. De der klip fra ”Modepatruljen” – hold kæft, hvor er det bare ikke i orden, de ting vi siger, lyder det fra Sara.

- Det var jeg virkelig, virkelig flov over, og det er virkelig ikke nogle holdninger, jeg har mere. Jeg er så flov over, jeg har stået og sagt sådan nogle ting i fjernsynet, tilføjer hun.

Afsnittet af "Deja vu" bliver vist på TV 2 Charlie den 20. marts eller streames på TV 2 Play allerede nu.

Sponsoreret indhold