Nyheder13. marts 2023

BabySam får gigantisk bøde: Førte forbrugere bag lyset med klapvognstilbud

Den landsdækkende kæde overtrådte markedsføringsloven med et tilbud på klapvogne
Babysam A/S er blevet idømt en bøde på 100.000 kroner for overtrædelse af lov om markedsføring. nbsp;
Babysam A/S er blevet idømt en bøde på 100.000 kroner for overtrædelse af lov om markedsføring.
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Det oplyser Retten i Glostrup.

Sagen er blevet ført i retten af Forbrugerombudsmanden og handler om aktiviteter tilbage i 2019.

Ifølge egne oplysninger på hjemmesiden er Babysam Danmarks største kæde for babyudstyr med 30 detailbutikker, ligesom der sælges varer i en webshop.

I straffesagen var der rejst krav om en bødestraf på 300.000 kroner, men så langt ville retten altså ikke gå.

Sagen drejer sig ifølge anklageskriftet, som Københavns Vestegns Politi har givet aktindsigt i, om to forskellige lovovertrædelser.

I det ene tilfælde undlod firmaet at fortælle hele historien, da man på Instagram reklamerede med, at forbrugerne kunne spare 30 procent på alle klapvogne af mærket Baby Jogger.

Problemet var, at forbrugerne ikke fik besked om, at klapvognen Baby Jogger City Elite Single ikke var omfattet af tilbuddet. Og det var en væsentlig oplysning, hedder det i tiltalen.

Var ikke et godt tilbud

Det andet tilfælde handler om vildledende oplysninger på hjemmesiden. Ved siden af et billede af en klapvogn var der en overstreget førpris på 5599 kroner. Men så meget havde klapvognen kun kostet i en kort periode. Indtrykket af, at det var et særligt godt tilbud, var dermed ikke korrekt.

Om retten har fundet bevis for begge lovovertrædelser eller kun den ene, er det ikke umiddelbart muligt at få svar på mandag eftermiddag.

Hos Forbrugerombudsmanden ønsker man mandag ikke at udtale sig, oplyser ombudsmandens pressesekretariat.

Ritzau har bedt Babysam A/S om en kommentar.

Sponsoreret indhold