Havde termin i slutningen af marts: Nu har Camilla Herrem født

- Livets første trilletur for lillebror sammen med en meget stolt storebror. Vi elsker dig så meget allerede.
Sådan skriver Norges Camilla Herrem, da hun på sin Instagram kunne afsløre, at hun nu har født lille Noah.
Den 36-årige norske håndboldspiller havde først termin i slutningen af marts, men er altså nu blevet mor for anden gang sammen med sin mand Steffen Stegavik.
Efter fødslen har håndboldstjernen det heldigvis helt perfekt.
Det fortæller hun til VG.
- Det går rigtig godt med mig. Jeg føler mig meget frisk, rask og i god form.

Camilla Herrem er en kæmpe stjerne i håndboldens verden. Her er det blevet til næsten 300 landskampe for det norske landshold.
De mange kampe betyder også, at hun blandt andet har vundet VM-guld tre gange, EM-guld fem gange og OL-guld en enkelt gang.
Grundet graviditeten blev EM-slutrunden i november den første internationale slutrunde siden 2008 som Camilla Herrem har misset.
Til trods for, at hun lige har født og derfor ikke helt er klar til at træde ind på håndboldbanen endnu, har hun allerede målet klar.
- VM på hjemmebane og OL 2024 er mit hovedmål med landsholdet. Det skal jeg nok arbejde benhårdt for.
Steffen Stegavik, der til dagligt er håndboldtræner for Sola HK, og Camilla Herrem blev gift tilbage i 2013 og har også sønnen Theo sammen.