Kendte2. marts 2023

Ulla Terkelsen dybt berørt på skærmen: – Jeg kommer helt til at tude

Selv om hun har set lidt af hvert, bliver Ulla Terkelsen rørt til tårer, da hun sammen med sin rejsemakker Peter Ingemann besøger nogle kampklare litauere i en parkeringskælder i "Ulla & Ingemann"
I ugens afsnit af "Ulla & Ingemann" på TV 2 Play bruger den garvede korrespondent sit hot pink uldtørklæde som lommetørklæde.
I ugens afsnit af "Ulla & Ingemann" på TV 2 Play bruger den garvede korrespondent sit hot pink uldtørklæde som lommetørklæde.
 Foto: TV 2

Hun har rapporteret fra verdens brændpunkter, og har set tragedier og sørgelige skæbner på helt tæt hold.

Men trods sin mangeårige erfaring som korrespondent, så er det bestemt ikke lig med, at 78-årige Ulla Terkelsen har mistet forbindelsen til sine følelser.

Det står med al tydelighed klart, da hun sammen med Peter Ingemann besøger en gruppe litauere i en parkeringskælder i TV 2-programmet "Ulla & Ingemann".

Under jorden holder de øvelse arrangeret af organisationen Lithuanian Rifflemen's Union, som er en en paramilitær non-profit organisation støttet af den litauiske regering.

Her træner helt almindelige mænd og kvinder i tilfælde af, at Litauen igen skulle blive angrebet af en ydre fjende – noget, der atter er skræmmende aktuelt efter Ruslands indtog i Ukraine.

Vil være klar

Ulla Terkelsen og Peter Ingemann taler med tv-produceren Valdone, der forklarer, hvorfor hun bruger sin fritid i en uniform.

– Jeg vil gerne vide, hvad jeg skal gøre, når det sker. Vi er tæt på Rusland, og man ved aldrig, hvad der kan ske, lyder det ærligt fra den unge kvinde.

Litauen har før været under sovjetisk styre, og Valdone fortæller, hvordan mange litauere har oplevet, at nære familiemedlemmer blev tvangsdeporteret til Sibirien – noget hun og hendes landsmænd aldrig ønsker skal ske igen.

Og de trænende mænd og kvinders kampgejst berører Ulla Terkelsen dybt.

– Jeg kommer til at tude, når jeg er her, siger hun grådkvalt til Peter Ingemann og må tørre tårerne væk med sit hot pink tørklæde.

– Det er synd, de skal være bange igen, tilføjer hun, mens hun forsøger at holde tårerne tilbage.

– De skal igen igennem den der eksistensangst, som de har haft i hundredvis af år. Det er hårdt, fortsætter hun og konkluderer:

– Det er synd for dem.

Sponsoreret indhold