Dansk Folkeparti i vanvittigt forbrug: Over en kvart million skattekroner brugt på vin og rutsjebaner

216.348 kroner på italiensk vin og 111.875 kroner på Tivoli-medlemskab.
Og alle pengene er selvfølgelig skattefinansieret.
Det er, hvad Dansk Folkeparti har brugt på bare et år og otte måneder.
Frihedsbrevet har historien, og de er både i besiddelse af faktuerne og har lavet det sjove regnestykke.
Det vanvittige vin-beløb svarer til, at partiet har købt to flasker vin om dagen under den førnævnte periode til en gennemsnitspris på 166 kroner stykket.
Og hvem er så den ansvarlige for disse køb?
Det er den tidligere sekretariatchef i Dansk Folkeparti Jeanie Nørhave, som kort efter Morten Messerschmidts (DF) tiltrædelse som formand i januar 2022 hoppede over til Danmarksdemokraterne.
- Vi har derfor rettet henvendelse til Jeanie Nørhave for blandt andet at få kortlagt, hvor 1.200 flasker italiensk vin befinder sig. Dem har hun over en kort periode op mod sin afsked med partiet indkøbt for gruppens penge, skriver Peter Kofod (DF) til Frihedsbrevet.
Hverken Jeanie Nørhave eller hendes advokat har ønsket at kommentere på sagen.
Dyr, dyr vin
Den 14. maj 2020 bliver der sendt en faktura fra Cia Vino i Ringsted til Dansk Folkeparti på Christiansborg - den er blot én af de mange fakturaer.
I fakturen fremgår det, at der er blevet købt intet mindre end 306 flasker vin, som alle koster mellem 79 kroner og 250 kroner stykket.
En af vinene er en Amarone Corte San Benedetto.
Den blev der købt 72 flasker af til 250 kroner stykket - altså 18.000 kroner i alt.
Alle vinene tilsammen løb op i en pris af intet mindre end 46.602 kroner - penge, der er finansieret af skatteborgerne.
Tivoli-delen er en såkaldt erhvervsklub (link fjernet), Dansk Folkeparti har været medlem af siden 2014.
Sådan en pakke koster knaster - helt præcist 171.000 kroner om året.
På Frihedsbrevet kan man se bilaget, og her er prisen en lidt anden.
Dansk Folkeparti nøjes nemlig med at betale 111.875 skattekroner for den eksklusive klub.