Hund redder sovende ejer fra brændende hus

Alle hunde er i udgangspunktet gode hunde, men alligevel tager en hund fra nordjyske Hørby nok prisen for weekendens bedste af slagsen.
Havde det ikke været for den, kunne det nemlig være gået helt galt.
I en bolig i den nordjyske by var der opstået brand, men det havde ejeren af huset og hunden ikke bemærket, da han lå og sov.
Det gjorde hunden til gengæld, og dens gøen og ageren fik vækket manden.
- Hunden stod nærmest helt oppe i hovedet på manden og slikkede ham i ansigtet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen til Nordjyske.
Efter at være blevet vækket skyndte manden sig ud af huset sammen med hunden. Han fik herefter ringet 112.
Det vides stadig ikke, hvordan branden er opstået, men ifølge vagtchefen er den formentlig startet i kælderen.