Nyheder11. februar 2023

250 kilo tung bombe fra Anden Verdenskrig eksploderer uventet i England

En bombe på cirka 250 kilo eksploderede under forsøg på kontrolleret desarmering i engelsk by
- Dette var ikke en planlagt sprængning og skete i forsøget på en kontrolleret afbrænding for at desarmere bomben, skriver politiet på Twitter.
- Dette var ikke en planlagt sprængning og skete i forsøget på en kontrolleret afbrænding for at desarmere bomben, skriver politiet på Twitter.
 Foto: Norfolk Police/Reuters/Ritzau Scanpix

En bombe fra Anden Verdenskrig eksploderede på uventet vis i byen Great Yarmouth i Østengland fredag eftermiddag.

Det oplyser britisk politi.

Myndigheder og nødberedskab erklærede tidligere fredag, at der var tale om en større hændelse, som kræver særlig involvering fra beredskabet, efter at en stor ueksploderet bombe blev fundet ved en flodovergang.

Fredag eftermiddag lød det fra politiet i Norfolk, at der var sket en "ikke planlagt" detonering, hvor ingen kom til skade.

Specialister fra hæren havde forsøgt at skabe en kontrolleret desarmering af bomben. Men fra myndighedernes side vidste man, at der var en risiko for en utilsigtet sprængning.

- Vi kan bekræfte, at den ueksploderede bombe fra Anden Verdenskrig er detoneret, skriver politiet på Twitter.

- Dette var ikke en planlagt sprængning og skete i forsøget på en kontrolleret afbrænding for at desarmere bomben.

- Der er gjort rede for alt mandskab fra hæren og nødberedskabet. Vi bringer yderligere information, når vi er i besiddelse af det.

På billeder delt på Twitter kan man se, hvordan sprængningen sender større mængder materiale op i luften tæt på floden Yare.

Bomben var omkring en meter lang og havde en vægt på cirka 250 kilo. Den blev opdaget i forbindelse med arbejdet med at lave en ny overgang over floden.

Ved området var der en sikkerhedsafspærring omkring 400 meter fra bomben.

Norfolk-betjent Nick Davison siger om situationen:

- Det har været en smerteligt lang proces, men offentlig sikkerhed og sikkerhed for de involverede i operationen har været afgørende.

- Dette var den sidste fase af en vanskelig operation, som har skabt megen forstyrrelse i byen.

Bomber fra Anden Verdenskrig er ikke en sjældenhed i Storbritannien - selv i ikke dag. I årene 2010 til 2018 var det britiske forsvarsministerium involveret i at sikre 450 tyske bomber fra Anden Verdenskrig, skriver BBC.

Sponsoreret indhold