Ed Sheeran overrasker danskere med sang i hobbithytte

En dansk turistgruppe fik sig noget af en overraskelse, da de for nylig besøgte “Ringenes Herre”-byen Hobbiton i New Zealand.
For hvad de bare troede skulle være en almindelig middag i en hobbitbolig, blev i stedet til en pludselig opstået intimkoncert med ingen ringere end Ed Sheeran.
På popmagerens Instagram-profil har Sheeran selv slået en video op, hvor man ser ham drage til selvsamme lokation.
Det gør han i forbindelse med sin egen fødselsdagsfejring, til trods for at den først falder den 17. februar.
Her er det meste af hans dag klippet sammen til en kort video, der viser Ed Sheeran i selskab med sin evige rejsekammerat lydmanden Kevin.
På videoen bliver der indtaget adskillige glas alkohol, og efter hvad der ligner at være sidst på aftenen, beslutter “Shape of you”-hitmageren sig for at hive guitaren frem.
– Nu går vi ind, og spiller “I see fire” for en gruppe danskere, der er rejst herned for ikke at høre “I see fire”, siger Ed Sheeran og går ind til de spisende gæster.
At det lige er “I see fire”, der skulle spilles i Hobbiton, er ikke tilfældigt.
Sangen skrev Ed Sheeran i 2013 til filmen “Hobbitten: Dagens Smaugs ødemark”.
Det er ikke mere end et par uger siden, at Ed Sheeran i en video forklarede, hvorfor han havde været inaktiv på de sociale medier i lang tid.
– Der er sket nogle ret turbulente ting i mit privatliv, der gjorde, at jeg ikke havde lyst til at være online og forsøge at være noget, jeg ikke er, lød forklaringen.
Man må dog sige, at briten er tilbage i fuld vigør på Instagram, hvor man nærmest får indtrykket af, det eneste han giver sig til, er at spille musik for folk, der ikke vidste, de skulle høre Ed Sheeran.
I hvert fald har han også for nylig besøgt flere skoler i New Zealand, hvor han forleden gav en koncert i hovedstaden Wellington, og sunget for eleverne.