Nyheder7. februar 2023

Nyfødt baby fundet i jordskælvsruiner: Navlestreng var stadig forbundet til død mor

- Vi hørte en stemme, mens vi gravede. Vi fjernede støvet og fandt babyen med navlestrengen, fortæller manden, der fandt barnet
En nyfødt baby har på tragisk vis mistet hele sin familie i jordskævlet, der mandag ramte Tyrkiet og Syrien.
En nyfødt baby har på tragisk vis mistet hele sin familie i jordskævlet, der mandag ramte Tyrkiet og Syrien.
 Foto: Rami Al Sayed/AFP/Ritzau Scanpix

En hel familie undtagen ét nyfødt barn mistede livet, da en boligblok styrtede sammen i det nordlige Syrien under jordskælvet natten til mandag.

Barnet blev fundet tirsdag af slægtninge - helt nyfødt og stadig forbundet til sin mor via navlestrengen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi hørte en stemme, mens vi gravede.

- Vi fjernede støvet og fandt babyen med navlestrengen, fortæller Khalil al-Suwadi, der fandt barnet i landsbyen Jindayris.

Navlestrengen blev klippet over og barnet - en lille pige - blev reddet ud af murbrokkerne.

En video af redningsaktionen er gået viralt. Her kan man ifølge AFP se en mand, der løber gennem ruinerne med barnet dækket af støv.

En anden mand løber mod den første med et tæppe for at varme barnet i det kolde vejr. Temperaturerne i området er tirsdag nået under frysepunktet.

Pigen blev herefter hastet til et hospital i den nærliggende by Afrin.

Børnelægen Hani Maarouf tog imod barnet og fortæller til AFP, at pigen ankom med blå fingre som følge af den bidende kolde udenfor. Hun var svært nedkølet og medtaget.

- Hun er stabil nu. Hun havde adskillige blå mærker og flænger over hele kroppen, siger Hani Maarouf.

Samtidig ledte barnets slægtninge videre efter hendes nærmeste familiemedlemmer. Under murbrokkerne blev barnets forældre, fire søskende og tante fundet. De var alle omkommet.

Jordskælvet ramte natten til mandag med en styrke på 7,8. Det er et af de kraftigste, der har ramt området i et århundrede.

Skælvets epicentrum lå 17,9 kilometer under jordens overflade mellem de tyrkiske byer Gaziantep og Osmaniye - cirka 50 kilometer fra den syriske grænse.

Rystelserne fra skælvet har skabt store ødelæggelser i begge lande.

Tirsdag aften er der foreløbig konstateret over 6300 dødsofre i Tyrkiet og Syrien. Heraf er cirka 1800 omkommet i Syrien.

Sponsoreret indhold