Efter drabene i Vejrumbro: Nu har Melina og Cilia fået fred
– Nu har du taget fra os, hvad du engang har givet. Nu favner døden den, der for os var selve livet. Og intet bliver mere helt, som der var, herefter, for sorgen river i os med kærlighedens kræfter.
De ord er i dag blevet sunget i Sortebrødre Kirke, hvor familie, venner og klassekammerater sagde farvel til 11-årige Cilia og 14-årige Melina. De to piger mistede på tragisk vis livet, da deres mor den 22. januar tog livet af dem og derefter sig selv.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Vejret udenfor afspejlede dagens stemning – gråt og overskyet uden et eneste glimt af solskin. For selvom de i kirken sang “I østen stiger solen op”, var der ikke meget sol at se ved kirken. I stedet var der støvregn og en kraftig blæst.
På en dag som denne kan alt føles forkert, når to så unge mennesker skal begraves efter en så uretfærdig død.
Melina ville være fyldt 15 i dag, men i stedet for at blive fejret med flag, sang og fødselsdagskage, måtte pårørende i stedet se hendes kiste blive båret ud i et hav af blomster.
Kisterne blev båret ud af tydeligt berørte pårørende, hvorefter de blev sat i samme rustvogn, som kørte væk, mens venner lod balloner lette til deres minde.
Efter begravelsen var de deltagende samlet ved pigernes grav, hvor de sang Per Krøis Kjærgaards sang “Kære Linedanser”.
Og selvom de i sangen synger om, hvordan livet ligger udspændt foran en, var det desværre ikke det, der skete for Melina og Cilia, da deres mor den 22. januar dræbte dem, for bagefter at slå sig selv ihjel og derved efterlade en far i en kæmpe sorg over aldrig at kunne se sine to døtre vokse op.