Sport31. januar 2023

Stor matchfixing-skandale under opsejling: 23 personer anholdt

30 fodboldkampe undersøges for matchfixing i sag, der anslås at have givet overskud på 3,7 millioner kroner
En stor skandale foregår lige nu i spansk fodbold, hvor 23 personer er anholdt i en sag om matchfixing. 
En stor skandale foregår lige nu i spansk fodbold, hvor 23 personer er anholdt i en sag om matchfixing.
 Foto: Eva Plevier/Reuters/Ritzau Scanpix

I alt 23 personer er anholdt i en spansk sag om matchfixing, som er døbt "Operation Conifera".

Det nationale spanske politi, Interpol og Europol står bag undersøgelsen og anholdelserne.

Det skriver Europol i en pressemeddelelse.

Blandt de anholdte er flere fodboldspillere, der er mistænkt for at have brugt deres position til at påvirke udfaldet af fodboldkampe, de deltog i.

Det anslås, at spillene har genereret et overskud på 500.000 euro svarende til 3,7 millioner kroner.

I alt 30 fodboldkampe efterforskes i sagen, men det oplyses ikke, hvilke kampe der er tale om.

De omtalte kampe er spillet i turneringer under Spaniens Fodboldforbund samt i Gibraltars og Andorras ligaer.

Anholdelserne fandt sted i november 2022 i Badajoz, Cadiz, Ciudad Real, Cordoba, Tenerife og Ceuta.

Sponsoreret indhold