Kvinde troede hun datede George Ezra: Viste sig at være en svindler

En 51-årig kvinde fra Storbritannien var overbevist om, at hun var kæreste med musikeren George Ezra, der blandt andet står bag hits som "Budapest" og "Shotgun".
Men det viste sig altså at være en svindler, der forsøgte at franarre kvinden mere end 42.000 kroner.
Det fortæller hun ifølge Metro på det britiske morgenshow "This Morning".
Hele misseren begyndte, da kvinden ved navn Helen delte et opslag på den populære musikers Facebook-side, hvor hun roste ham for sit talent.
Kort efter modtog hun en venneanmodning fra en profil, der udgav sig for at være selveste George Ezra, og herefter begyndte de straks at udveksle omkring 40 beskeder om dagen.
Og der gik heller ikke længe før George Ezra-kopien friede til Helen.
Men frieriet afviste hun dog, da hun mente, at aldersforskellen mellem dem var for stor.
Helen fortæller til de to værter på showet, at "George Ezra" havde bedt hende holde deres forhold hemmeligt på grund af pressen, og at han ofte var travl i studiet, hvorfor de aldrig snakkede i telefon sammen.
- Han sagde, at han gerne ville møde mig, men at den eneste måde at gøre det på var gennem en såkaldt "Meet and greet" for ikke at vække pressen interesse, hvilket ville koste omkring 5000 pund.
Men det afviste Helen, og det faldt ikke i god jord hos George Ezra-svindleren.
- Han begyndte at presse mig ved at sige, at hvis jeg virkelig elskede ham, så ville jeg betale de penge.
Og det vakte altså mistro hos britiske Helen, der fortalte sin datter om hele situationen.
Datteren var hurtig til at påpege, at det tydeligvis var en svindler, der prøvede at narre hende for penge.
I et statement til Metro, fortæller den rigtige George Ezra, at han er chokeret og ked over, at en fan er blevet udnyttet på den måde.