Kronprinsesse Mary og nær veninde: Deres veje skilles

De har arbejdet tæt sammen siden 2006, hvor Caroline Heering blev kronprinsesse Marys hofdame og privatsekretær. Og siden 2007 har Caroline været bestyrelsesmedlem i Mary Fonden, hvor kronprinsessen er formand.
Men nu er det slut med det tætte samarbejde, for Heering træder ud af Mary Fondens bestyrelse.
Det oplyser Mary Fonden, som skriver, at Caroline Heering og Ulla Brockenhuus-Schack udtræder, mens professor Vibeke Koushede og ledelses- og kommunikationsrådgiver Andreas Gylling Æbelø træder ind i bestyrelsen.

Veninder privat
Caroline Heering stoppede som Marys hofdame og privatsekretær i april 2014 og holdt samtidig også op som kronprinsessens særlige rådgiver i Mary Fonden. Men hun har været medlem af bestyrelsen indtil nu.
Mary og Caroline kommer utvivlsomt stadig til at ses, for de er nære veninder og Caroline er tilmed gift med Peter Heering, som har kendt kronprins Frederik siden skoleårene.
