38-årig mand fundet død på bibliotek i Aalborg

Politiet har identificeret en mand, der lørdag aften afgik ved døden, kort efter han blev fundet livløs på et bibliotek i Aalborg. Der er ifølge politiet tale om en 38-årig mand, som formodes dræbt på grund af et opgør i misbrugsmiljøet.
Det skriver Nordjyllands Politi søndag morgen i en pressemeddelelse.
Vicepolitiinspektør Sune Myrup fortæller, at det første døgn efter et drab er "enormt vigtigt" for det efterfølgende efterforskningsarbejde.
- Vi er i fuld gang med at afhøre vidner og arbejder fortsat på at sikre spor i sagen. Der er endnu ikke et klart billede af hændelsesforløbet, men vi arbejder med forskellige hypoteser.
- Som borger vil man kunne opleve et massivt opbud af uniformeret politi i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro, men der er ingen grund til at føle sig utryg, siger han i pressemeddelelsen.
Lørdag blev to mænd og en kvinde anholdt kort efter fundet af den livløse mand. De forventes fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndag, skriver politiet.
Politiet fik anmeldelsen om den livløse mand, der blev fundet på et bibliotek i Aalborg Centrum. Manden havde store skader, som han kort efter døde af, hvorfor politiet hurtigt begyndte at efterforske sagen som en drabssag.
Mandens pårørende er underrettet.