Hooliganleder blev idømt forvaring: Nu vil han frifindes

Dommen var krystalklar sidste år, da hooliganlederen Kevin Adrian Werner blev kendt skyldig i en voldsom sag om seksuelle krænkelser og adskillige voldsepisoder.
Dommeren kaldte hans forklaring i retten direkte utroværdig og idømte ham fængsel på ubestemt tid - en forvaringsdom.
Reaktionen kom prompte, og hans forsvarer, Christina Schønsted, ankede straks dommen til frifindelse i landsretten.
Torsdag formiddag tager Østre Landsret så hul på ankesagen.

Det er et rockerkomplot
Retten i Glostrup slog fast, at Kevin Werner de facto fungerede som leder af hooligangrupperingen BHD (Brøndbys hårde drenge red.).
Ifølge den nu dømte overgrebsmand er de mange overgreb dog pure opspind - og er i stedet resultatet af gensidig kærlighed mellem ham og de mange unge ofre.
Det er bare ikke velset at være homoseksuel i et hårdt miljø som rockere og hooligans befinder sig i.
Derfor skulle Bandidos have opfundet de mange overgreb som en måde at skaffe sig af med Kevin Werner, lød eks hooliganslederens forklaring i retten.
Deres oprindelige plan var at dræbe ham, men da skudattentatet mod ham mislykkedes i februar 2021, skred rockerne til plan b, lød den vilde konspirationsteori fra vidneskranken. Alt sammen fortalt af Kevin Werner.
Retten kaldte dog konspirationen for utænkelig, og lagde i dommen stor vægt på de mange ofres troværdige forklaringer.
Nye beviser
Ifølge Kevin Werners forsvarsadvokat, Christina Schønsted, har de et muligt es i ærmet med sig i landsretten.
- Der er noget nyt materiale til ankesagen, men jeg kan ikke rigtig komme så meget ind på det, udtaler forsvarsadvokaten til BT.
Ifølge advokaten drejer det sig om nye dokumenter, der kan være relevante for hendes klient.
Retssagen blev i byretten overværet af adskillige personer med tilknytning til rocker- og hooliganmiljøet.
Det resulterede i flere voldsomme udbrud mod den nu dømte overgrebsmand.

"Vi kommer efter dig," "dit fucking svin, og "tag livet af dig selv," var bare nogle af de udbrud, der blev slynget afsted mod Werner i byretten.
Hver gang blev de verbale overfald fulgt op af en udsmidning af retssalen.
Sagen forventes at vare 14 retsdage, og går alt efter planen kommer dommen i starten af marts.
Retssagen er sat til at begynde torsdag formiddag klokken 9.30.