Nyheder10. januar 2023

Svømmehal lukker: Farlig bakterie fundet i brusehoveder

Bakterien legionella er fundet i en svømmehal i Nykøbing Sjælland, som nu tager konsekvenser og holder lukket en måned frem.
Her er tale om et billede af et andet svømmehalsbassin end det, der lige er lukket i en måned frem i Nykøbing Sjælland. 
Her er tale om et billede af et andet svømmehalsbassin end det, der lige er lukket i en måned frem i Nykøbing Sjælland.
 Arkivoto: Scanpix Denmark

Den farlige bakterie legionella er fundet i brusehoveder i Nykøbing Sjælland Svømmehal, der derfor lukker øjeblikkeligt og mindst en måned frem.

Det oplyser Odsherred Kommune på deres hjemmeside.

Svømmehallen kan åbne, når alle vandprøver er fri for legionella, skriver kommunen. Bakterien er ikke fundet i bassinerne.

Der blev foretaget analyser af vandet, efter at en gæst i svømmehallen blev syg på grund af bakterien.

Den afledte sygdom af Legionella - ’Legionærsyge’ – er alvorlig, og de forhøjede værdier i brusehovederne vurderes derfor at udgøre en sundhedsrisiko.

Svømmehallen har været holdt åbent indtil nu efter konkret rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ofte meget alvorlig

Risikoen for at blive syg med legionærsygdom stiger med alderen, og sygdommen ses overvejende hos personer over 50 år.

Det er i høj grad personer med svækket immunforsvar, der bliver smittet, og mænd rammes dobbelt så hyppigt som kvinder af sygdommen.

Der går typisk en lille uge, fra man smittes, til man får symptomer.

Hvis man får legionærsyge, kan de første symptomer minde om influenza. Det er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter. Senere kommer der tør hoste og brystsmerter, hvilket udvikler sig til lungebetændelse og åndedrætsbesvær.

Sygdommen er i de fleste tilfælde meget alvorlig, skriver SSI.

Sponsoreret indhold