Ups! Tobias Hamann har ”lagt kronprinsen i story”

Der bliver reklameret for tabasco, blendere og boliger på Tobias Hamanns Instagram-profil. Der er uden tvivl gang i biksen for den 34-årige influencer, der i suveræn stil løb med sejren i ”Den store bagedyst” i 2014.
Det gik dog en tand for hurtigt, da Tobias i går postede en annonce for det aarhusbaserede boligudlejningsfirma Blækhus.
I slutningen af teksten til billedet står der således:
- Super godt content, du har lavet til Blækhus. Elsker det, står der i opslaget efterfulgt af en emoji med stjerneøjne.
En sætning, offentligheden altså ikke skulle have set.

Det giver mindelser om dengang, Mette Frederiksen under Tour de France 2022 ved en fejl kom til at poste sin SoMe-strategs tekst i fuld længde, hvorfor noten ”Jeg lægger kronprinsen i story” også nåede ud til statsoverhovedet mange følgere.
Det er dog ifølge Tobias ikke det, der er sket i dette tilfælde.
Det skyldes heller ikke, at Tobias er så tilfreds med sit eget arbejde i forbindelse med Blækhus-kampagnen, at han offentligt roser sig selv.
- Jeg har da sovet i timen, skriver han i et svar til SE og HØR og tilføjer en håndfuld grinende emojis.
- Jeg er ved en fejl kommet til at kopiere en kommentar fra Blækhuset ind i min caption, da jeg skulle gennemrette indholdet i mine noter, lyder forklaringen på svipseren.
Nu ved Hamanns mange følgere således, at hans samarbejdspartnere er yderst tilfredse med ham som reklamesøjle.
Opslaget er efterfølgende blevet rettet.