Politiet afgav skud: Nu er der nyt

Politiet har affyret skud i forbindelse med en anholdelse af en narkomistænkt lørdag aften i Glostrup. Det oplyser Københavns Vestegns Politi søndag formiddag på Twitter.
Ingen personer er blevet ramt ved skudafgivelsen, fremgår det en kortfattet meddelelse.
Den anholdte er en mand på 23 år. Han er søndag blevet stillet for en dommer i Københavns Byret.
Manden sigtes for indsmugling af 52 kilo amfetamin, oplyser den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi søndag eftermiddag. Dommeren har fængslet manden frem til 2. februar.
Med tydelige hudskrabninger og skader blev han ført ind i retslokalet, rapporterer Ekstra Bladet. Der var indtørret mudder i ansigtet og hovedbunden.
Umiddelbart har politiet ikke frigivet detaljer om forløbet eller om anholdelsen, som Københavns Politi stod for. Heller ikke antallet af skud er der informationer om.
Episoden fandt sted på Statenevej lørdag aften cirka klokken 22.11.
Søndag formiddag oplyser politiet, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, er blevet orienteret om sagen.
Om DUP faktisk vil indlede en undersøgelse, er ikke klart. Hos DUP ønskede en specialkonsulent ikke at besvare spørgsmål fra Ritzau.
DUP behandler visse sager om politiets handlinger - og altid hvis en person kommer til skade eller mister livet.
/ritzau/