Cristiano Ronaldo bryder loven: Må ikke bo med kæresten

På trods af at rygterne omkring Cristiano Ronaldo og et skifte til saudiarabiske Al-Nassr længe havde floreret, så var det alligevel overraskende, da spillerhandlen 30. december 2022 blev en realitet.
Skiftet betyder også, at den 37-årige portugisiske verdensstjerne må rykke teltpælene op og sammen med kæresten Giorgina Rodriguez flytte til hovedstaden i Saudi-Arabien, Riyadh.
Men der er et problem for Cristiano Ronaldo.
Ifølge saudiarabisk lovgivning er det ulovligt for ham og kæresten at bo sammen, før de er gift.
Men som det tyske medie skriver, så "ser det ud til, at myndighederne vender det blinde øje til."
En unavngiven saudiarabisk advokat har til det spanske nyhedsbureau EFE forklaret situationen.
– Selv om rigets love forbyder at leve sammen uden en ægtepagt, er myndighederne for nylig begyndt at vende det blinde øje til og ikke længere retsforfølge nogen. Dette på trods af, at disse love bruges, når der er et problem eller en forbrydelse, siger advokaten.
Flere problemer
Ikke nok med, at Ronaldo og Rodriguez teknisk set bryder loven ved at bo sammen i Saudi-Arabien, så er der et andet problem for Cristiano.
For torsdag var der egentlig lagt op til den helt store fodboldfest, hvor han skal have debut for sit nye hold. Samtlige 28.000 sæder på Mrsool Park vil være besat, men det bliver uden Ronaldo på banen.
Han har nemlig en karantæne, som han samlede op, da han stadig spillede i engelske Manchester United.
Efter et nederlag til Everton i april 2022 slog han i frustration telefonen ud af hånden på en ung fan, og det har altså resulteret i to spilledages karantæne, som er blevet overført til hans nye klub.
De er endnu ikke afsonet, og derfor må de håbefulde fans vente med at se stjernen på banen lidt endnu.