X Factor1. januar 2023

Anmeldelse af "X Factor": Hvor har du dog været, Simon?

Simon Kvamm kan vise sig at være den, der trækker "X Factor" op på et niveau, det ikke har nået i årevis
Simon Kvamm har fået en plads som "X Factor"-dommer.
 Video: Aller Media

Here we go again.

En ny "X Factor"-sæson var naturligvis uundgåelig, selvom den danske version af det internationale talentprogram med sin sidste sæson endnu en gang formåede at bevise, at der godt nok er langt mellem noget, der har det mindste med talent at gøre herhjemme.

Og nu skal du ikke misforstå, for jo jo, naturligvis er "X Factor" et talentprogram, der på sin vis handler om deltagerne, men det er absolut også et underholdningsprogram, der bæres af programmets tre dommere.

Thomas Blachman har de seneste par sæsoner været en noget sløj omgang, og selvom forsøget var ihærdigt, så lykkes det ikke rigtigt for mr. world wide-dj Martin Jensen at vække den sovende løve i seniordommeren.

Gud ske tak og lov har man valgt at beholde den talentfulde og uhyggeligt sympatiske Kwamie Liv, men den største gave til i denne sæsons første udsendelse af "X Factor" er utvivlsomt Simon Kvamm.

Simon Kvamm, Kwamie Liv og Thomas Blachman er dette års "X Factor"-dommertrio.
Simon Kvamm, Kwamie Liv og Thomas Blachman er dette års "X Factor"-dommertrio.
 Foto: TV 2

Hugorm-forsangeren vælter ikke ind som ny dommer med et enormt ego eller behov for at bevise sit værd. Han gør det, han gør absolut bedst: Han er Simon Kvamm.

En karismatisk motherfucker, der har så godt fat i både seerne og deltagerne, at programmet rent faktisk bliver både underholdende og behageligt at se.

Kvamm er - for at citere Blachman ude af sammenhæng - en kæmpe sejr for seerne.

Men vil Kvamm og Kwamie Liv vise sig at være de rigtige dommere til at sætte liv i "X Factor"-panelet? For Blachman skal jo som bekendt have en at skændes med - det er sådan set det, der er formatet.

Her kan man godt frygte, at Nephew-stjernen vil vise sig at være for flink. Der var i hvert fald ikke meget kant at hente i den nye dommer, men det var der måske heller ikke ligefrem behov for.

Højere niveau

Vendes blikket mod deltagerne, fornemmer man nemlig, at det hele ikke ser helt så dystert og talentløst ud, som det plejer.

Bevares, der er stadig idioterne, der stiller op og virkelig tror, de kan - bare se på den søskendeduo, der vovede at synge en akustisk version af Britney Spears-nummeret "Toxic". Yikes! Der er bare lige det med det, at den slags deltagere tidligere har formået at slippe gennem nåleøjet og komme alt for langt i programmet. Det så vi heldigvis ikke ske denne gang, og det giver unægteligt troen på, at der findes en "X Factor"-gud.

Til gengæld var der masser af spændende potentiale blandt de deltagere, der så faktisk gik videre.

Bare se på den 37-årige Aalborg-rapper Lisa Ranks, der leverede et originalnummer med enormt potentiale eller den 30-årige Joy Aya, som vovede at synge Adele og rent faktisk slap afsted med det.

Joy Aya var en af dem, der formåede at imponere dommerne.
Joy Aya var en af dem, der formåede at imponere dommerne.
 Foto: TV 2

Hvis det indtil videre har været en kulsort vinter, så tror jeg - og jeg fatter ikke, at jeg siger det her - at "X Factor" kan være lidt lys i mørket.

Jeg må sige, at jeg faktisk er ret forvirret omkring min egen pludselig kærlighed til "X Factor".

- Jeg tror ikke, folk forstår, hvor meget man faktisk bliver revet med af situationen, og hvordan man kan komme til fuldstændig at slippe sine principper og pludselig erklære, at man er super vild med kakao, når man faktisk ikke er det, lyder det fra Kvamm i søndagens udsendelse.

Jeg hører dig, Simon. Jeg kan kun sige det samme om "X Factor".

4/6 stjerner

Sponsoreret indhold