Er blevet svinet til: Nu bliver Salt Bae bandlyst fra turnering

Kritikken er væltet ned over manden med det smarte scenenavn Salt Bae, efter han deltog i Argentinas guldfejring i forlængelse af VM-finalen.
Kritikken kommer blandt andet efter videoer, hvor Salt Bae tydeligvis generer de argentinske stjerner i forsøget på at få de rigtige billeder.
Det tyrkiske internetfænomen med det borgerlige navn Nusret Gökçe er kendt for sin glamourøse livstil og sine populære restauranter, hvor hundredevis af kendiser har været forbi.
Navne som David Beckham, Leonardo DiCaprio og DJ Khaled har alle besøgt hans restauranter. Selv Lionel Messi har været forbi. Det hele naturligvis veldokumentet på mandens egen Instagram-profil.
VM-finalen og de dertilhørende fejringer på banen har fået internettet til at gå amok over Salt Baes ageren.
Nu er det kommet frem, at Nusret Gökçe brød sig mod flere regler, da han på banen deltog i VM-fejringen. Det skriver The Mirror.
Det er nemlig slet ikke lovligt for andre end finaleaktører, tidligere vindere og Fifa-ansatte at røre ved det famøse VM-trofæ.
Det har nu fået Fifa til at åbne en sag mod Nusret Gökçe.
Det har også fået arrangørerne af turneringen US Open Cup til at nægte Salt Bae adgang. Det skriver de på deres Twitter.
U.S. Open Cup kan betragtes som en amerikansk pokalturnering, hvor de cirka 100 bedste hold i USA konkurrerer.