Emil Midé Erichsen langer ud efter medie: - Det hedder jeg ikke

Nok er nok. Emil Midé Erichsen er godt og grundigt træt af, at Politiken ikke har styr på fakta i deres omtale af den erfarne sømands TV 2-program "Min egen kurs" med prins Nikolai.
I programmet sejler de to rundt i Danmark, og undervejs går meget af snakken på noget, de har til fælles. Nemlig at være vokset op i en familie, som pressen og den almene dansker kender til.
Derfor irriterer det Emil, at han i omtalen fra Politiken ikke bliver nævnt med sit rigtige navn Midé Erichsen.
- Jeg kan fint leve med, at mit program med Prins Nikolai ikke er alles kop the. Men jeg bliver lidt ærgerlig over, at I omtaler mig som Emil Beha Erichsen. For det hedder jeg ikke, skriver Emil i et længere opslag på Instagram.
Den populære tv-sejler er søn af Mikkel Beha Erichsen og barnebarn af Troels Kløvedahl. Og i mange år har han prøvet at skabe sit eget navn i stedet for "blot" at være søn og barnebarn af de to førnævnte sømænd.
- Jeg har i knap ti år accepteret, at en stor del af pressen har døbt mig og mine brødre “Beha-brødrene”. Jeg forstår, at navnet Beha trækker mere opmærksomhed end Midé Erichsen, som jo er mit efternavn. Men lige i forbindelse med det her program ærgrer det mig, skriver han og fortsætter:
- Programmet handler netop om at være vokset op i en offentlig familie og den tvivl, der bl.a. følger med - tvivl om, hvorvidt jeg har fået muligheden for at lave det her fjernsynsprogram, fordi jeg er søn af Mikkel Beha og barnebarn af Troels Kløvedal, eller fordi jeg faktisk er dygtig til det jeg gør.

Ud fra opslaget kan man få en fornemmelse af, at Emil er ærgerlig over at blive sat i en form for bås pga. hans navn, som Politiken altså har skrevet forkert.
- Når I kalder mig Beha Erichsen, bliver det svært at få lov til at stå på egne ben. Jeg er stolt af min familie og prøver på ingen måde at lave et oprør. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det helt sikkert har tjent til min fordel at være tredje generation sejler og formidler - med de sammenligninger, der følger på godt og ondt, skriver han.
I sit opslag tagger Emil Politiken, men de er endnu ikke kommet med et offentligt svar på sejlerens kritik.
- Politiken, I sammenligner mig ikke med min far og farfar og tak for det, men jeg studser over, hvor godt I hører efter i programmet, når I misser, at jeg undervejs understreger, at jeg i flere situationer netop har været glad for ikke at hedde Beha eller Kløvedal, så jeg - til en vis grad - har fået lov til at blive vurderet på egne evner og ikke forventninger, slutter Emil af med at skrive.
Se hele opslaget her: